Herregård satser på dyrevelfærd i stalden

Frijsenborg Herregårdskyllinger fra Frijsenborg gods ved Hammel i Østjylland, er mærket med det nye dyrevelfærdshjerte "Det gode staldliv", som Coop står bag.

Det har krævet et langt og krævende forarbejde at nå så vidt, beretter Frijsenborg i en pressemeddelelse.

"Vi har produceret kyllinger på Frijsenborg siden 1998, og det er blevet til stadig flere gennem årene, så vi nu er oppe på 6,7 millioner kyllinger om året," siger lensgreve Bendt Wedell, som ejer og står i spidsen for såvel Frijsenborg som Wedellsborg.

Der er mange krav, som kyllingekødet skal leve op til. Det skal være 100 pct. salmonellafrit, og desuden har ledelsen i De 5 Gaarde besluttet, at kyllingekødet skal være helt frit for lage, vand og andet unødvendigt fyld.

Men det er slet ikke tilstrækkeligt. Dyrevelfærden vejer mindst lige så tungt i produktionen. Selvom der er tale om et stort antal kyllinger, går de rundt i en tør og opvarmet stald med mulighed for at bevæge sig til overdækkede udearealer, altså verandaproduktion.

Kyllingerne fodres med en særlig grovfoderblanding, som hovedsageligt består af majs og hvede. Men for at give Herregårdskyllingerne et særkende, så blandes der urter fra Frijsenborgs egne skove i foderet.

Kyllingerne skraber i træ-spåner og spagnum, samtidig med at de har adgang til et særligt rodemateriale i form af lucernegræsballer.

Intet går til spilde

Rengøring og hygiejne har ekstrem høj prioritet på gården, og i de senere år har Frijsenborg også investeret store beløb i miljøvenlige teknologier. Det handler om brug af led-lys, varmevekslere, og energibesparende ventilation. Det er med til at reducere støv og ammoniak i staldene og sænker samtidig varmeforbruget.

Alle stalde anvender halm fra egne marker til opvarmning, og sidste år opførtes et biogasanlæg. Anlægget "fodres" med restmateriale fra staldene, samt halm og andre afgrøder fra både Frijsenborg og Wedellsborg.

Forbrugeren finder fremover Frijsenborg-kyllingerne i en ny emballage, hvor ’Hr. Monokel’ er blevet en del af historien.

Faktaboks

Frijsenborg og Wedellsborg indgår i et koncept- og produktionssamarbejde under varemærket "De 5 Gaarde" mellem fem kendte danske godser og gårde.

Det er foruden Frijsenborg og Wedellsborg også Constantinsborg ved Aarhus, Gyllingnæs ved Odder i Østjylland og Schackenborg ved Tønder.

De 5 Gaarde koncentrerer sig om planteavl indenfor korn, raps og frø, kyllingeopdræt på Frijsenborg og mælkeproduktion på Gyllingnæs.

Den største del af råvarerne til De 5 Gaardes produkter er dyrket og avlet på gårdene. Enkelte produkter er dog danske handelsvarer.

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle