Herregård: Sådan hjalp konsulenthus os med finansiering til biogasanlæg

Landmand Kristian Lundgaard-Karlshøj har været glad for samarbejdet med LEF om at få iværksat biogasanlæg.

En realiseret drøm om en årlig produktion på ca. otte mio. kubikmeter biogas, der svarer til fire-fem mio. kubikmeter naturgas.

Sådan ser fremtiden ud for det kommende biogasanlæg hos Ausumgaard ved Holstebro. Allerede tidligt i processen fik de hjælp fra det danske konsulent LangFristet ErhvervsFinansiering (LEF), der har formidlet lån på godt 55 mio. kr. til anlægget.

LEF har denne uge annonceret, at de har fået en investeringsramme på op mod en mia. kr. til 15-20 gårdbiogasanlæg, og Landbrugsavisen.dk har derfor bedt Ausumgaard om deres erfaring med samarbejdet med LEF.

Ejer af Ausumgaard, Kristian Lundgaard-Karlshøj, fortæller, at han er glad for  LEF's hjælp.

"De har erfaring med finansiering, ved lidt om hvor stærk man står i forhandlinger, hvad der kan tages sikkerhed i, og hvordan man kan stå stærkest muligt. Vi har været tilfredse med, at de har været inde over," fortæller Kristian Lundgaard-Karlshøj.

Sådan hjalp de mig

Det er primært dybstrøelse og græs, snittet frøgræshalm fra egne marker og nærmeste naboer, som skal i anlægget. Kristian Lundgaard-Kalrshøj fortæller, at der var mange udfordringer, men det var finansieringen og formidling til bankerne, som LEF hjalp ham med.

"De bidrog med erfaring og viden om de forskellige detaljer, f.eks. mulighed for at give en garanti på, hvor meget biogasanlægget kan levere, få minimeret risiciene så meget som muligt, og hvordan garantien kunne formuleres, så bankerne syntes, det var interessant," siger Kristian Lundgaard-Karlshøj.

Anlægslånene kommer fra Vestjysk Bank, Vækstfonden og HMN Naturgas, og der er desuden etableret en driftskredit hos Vestjysk Bank. Fra start var det vigtigt for Kristian Lundgaard-Karlshøj, at han var en del af processen om at få detaljerne på plads.

"Det har været vigtigt for mig, at det blev gjort i samarbejde, for jeg kan godt lide at være inde over det, og det har de givet god mulighed for," siger han.

De sidste rør på plads

Kristian Lundgaard-Karlshøj fortæller, at han ikke havde erfaring med biogasanlæg før, og derfor gav det ham en vis tryghed, at LEF har en masse erfaring på området.

"De færreste landmænd har ordnet biogas før, så det er rigtig rart at vide, hvor stærkt man står i den forhandling," siger han.

Landmanden forventer den første levering af gas 1. juli 2017.

"Lige nu er vi ved at få forbundet de sidste rør og få installeret el-arbejdet og få mekanikken op at køre," siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle