Hesteejerforening: DGI-formand bør forlade Danske Spils bestyrelse

I et åbent brev til Danske Spil opfordrer Nykøbing Falsters Hesteejerforening næstformand Søren Møller til at træde ud af bestyrelsen. "Vi har mistet tilliden til, at du vil støtte en satsning på udvikling af spillet på heste," lyder det.

Nykøbing Falsters Hesteejerforening har lørdag skrevet under på et åbent brev til Danske Spil, hvori formanden opfordrer næstformand Søren Møller til at gå ud af bestyrelsen.

Det sker efter, at Søren Møller tirsdag udtalte til TV2 Sporten, at hestevæddeløbssporten burde fratages endnu mere af statens udlodningsmidler end de 30 millioner kroner, som sporten lige nu står til at miste, hvis et nyt forslag af kulturminister Marianne Jelved (RV) bliver gennemført.

Ifølge Søren Møller, som også er formand i DGI, skal sporten have det beløb, "man kan skabe i overskud på spil på heste - og ikke én krone mere". Det vækker forundring hos Torben Nygaard, formand for Nykøbing Falsters Hesteejerforening, som har forfattet brevet. 

Husk kasketten

”Væddeløbssporten er i en situation, hvor vi ikke selv kan påvirke det, som vi tjener, fordi vi er ejet af Danske Spil. Det er vinklen på det. Så når Søren Møller sidder og siger, at vi ikke skal have penge, er det ikke rimeligt, for han har en afgørende indflydelse på vores indtjening,” siger Torben Nygaard.

Torben Nygaard er forargret over, at Søren Møller kan kritisere hestesportens økonomi og samtidig være næstformand i Danske Spil, der overtog hestevæddeløbssportens spilleselskab Dantoto i 2000 og siden har haft ansvar for udviklingen i hestesportens spil.

"Han glemmer kasketten med, at han er næstformand i Danske Spil," siger Torben Nygaard.

Udvikling undrer 

I brevet til Danske Spil stiller han spørgsmål til spillets udvikling inden for hestevæddeløb.

"Da Danske Spil overtog Dantoto var spillet på danske hestevæddeløb omkring kr. 450 mio. Det er den stadig omkring 12 år efter, når man tager mange års inflation i samfundet i betragtning. Ikke nogen imponerende udvikling," skriver Torben Nygaard i brevet.

Han tilføjer, at man i Norge og Sverige har formået at få en omsætning på henholdsvis 4 milliarder og 12 milliarder kroner.

"Man kan undre sig over den manglende udvikling i Danmark. Enten er Danske Spil uduelige, når det drejer sig om spil på hest eller også har man lagt kræfterne andre steder, hvor man kunne tjene mere. Det mener vi, at udviklingen på andre spilleformer hos Danske Spil sandsynliggør," pointerer han.

Forlad Danske Spil

"Du tænker ikke på ,at alt det positive i form af en god sund sport, masser af job og kulturtilbud til børn og voksne vil skrumpe ind. Og til sidst at forsvinde helt på grund af dit brændende ønske om at få væddeløbssportens millioner over til dig og dine medlemmer," skriver Torben Nygaard.

"Vi har mistet tilliden til, at du vil støtte en satsning på udvikling af spillet på heste. Derfor mener vi, at du bør forlade bestyrelsen i Danske Spil omgående. Vi ser dig gerne erstattet af en person, der også vil udvikle den platform, som hestevæddeløbssporten er afhængig af i fremtiden," slutter han.

 

Faktaboks

  • Hvert år sender Danske Spil A/S og Det Danske Klasselotteri A/S penge til samfundet i form af udlodningsmidler, der består af overskuddet fra lotto mv. Det bliver årligt til ca. 1,8 milliarder kroner eller ca. 4,9 millioner kroner om dagen.
  • Kulturministeriet fordeler årligt 80,24 procent af udlodningsmidlerne, der går til almen kultur og idræt, almennyttige og humanitære formål, folkeoplysning og ungdomsformål.

Kilde: Kulturstyrelsen

Emneord

heste

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle