Historisk overskud til dansk storlandbrug i Rumænien - udvider stort

DCH International får historisk godt resultat på 96 mio. kr. i 2016-regnskab efter et dårligt 1. kvartal. REDIGERET: SE NEDERST.

DCH International A/S, der med dansk know how producerer slagtesvin på syv besætninger i Rumænien, har i 2016 regnskabet landet det bedste resultat i selskabets historie. 

Årets resultat ender på 96 mio. kr. før skat eller mere end forddobling af de 40,5 mio. selskabet havde i overskud i 2015. Efter skat er resultatet 81,5 mio. kr.

Den 28. april blev regnskabet fremlagt for aktionærerne på selskabets ordinære generalforsamling.

Fra rigtig skidt til rigtig godt

Men 2016 startede ikke godt for DCH International.

"Første kvartal 2016 havde vi nogen af de ringeste priser nogensinde, men så vendte det," siger Lars V. Drescher, adm. direktør i DCH International, til Landbrugsavisen.dk.

Resultatet, der er et historisk overskud på 96 mio. kr. før skat skyldes primært en generel effektivitetsfremgang i selskabets svineproduktion, men også andre faktorer har påvirket positivt.

"Det skyldes forbedret effektivititet og dermed et større antal solgte grise. Og så er det første år med fuld effekt af vores udvidelse på 3000 søer full line. Det giver selvfølgelig en positiv afsmitning," siger  han og nævner, at en ændret foderstrategi også har været positiv.

Produktiviteten har i 2016 udviklet sig særdeles positivt, og der er totalt set produceret 32,3 grise pr. årsso. Bestyrelsen og ledelsen i DCH International betegner årets resultat som særdeles tilfredsstillende.

En lille del af overskuddet – ca. 15 mio. kr. skyldes en regnskabsteknikalitet, der vedrører værdisætningen af svin.

"Vi er gået fra at værdisætte svinene ud fra kostprisen til at værdisætte dem ud fra markedsprisen," siger Lars Drescher.

Den samlede produktion nåede i 2016 op på 395.000 producerede grise på selskabets syv produktionsenheder i Rumænien.

Ambitiøs vækstplan

På generalforsamlingen fremlagde direktionen samtidig en ambitiøs vækstplan for aktionærerne.

"Vi skal have en markant produktionsudvidelse på i alt 5.200 søer med tilhørende produktion af ca. 165.000 slagtesvin, " siger Lars V. Drescher.

Udvidelsen omfatter dels opførelse af nye stalde, dels køb af to eksisterende og tidligere statsfarme der opdateres med moderne teknologi. Eksekveringen af denne vækstplan er en samlet investering på €40 millioner – svarende til 297 mio. kr.

"Det ser positivt ud for 2017-regnskabet også, men effekten af den nye udvidelse vil vi først se i 2019," siger han.

Ingen kapitaltilførsel

Og vækstplanen gennemføres uden tilførsel af kapital udefra.

Til trods for fremskredne forhandlinger og aftaleindgåelse med kapitalfondsformidleren ADM Capital vedrørende en kapitaltilførsel har denne ved eksklusivitetsperiodens udløb ikke været i stand til at leve op til at levere den aftalte kapital.

Derfor har bestyrelsen i DCH International valgt at afbryde forhandlingerne af hensyn til at kunne fortsætte virksomhedens udvikling. Det skriver de i en pressemeddelelse.

Bestyrelsesformand Torben Svejgård tilkendegav på generalforsamlingen, at DCH International med baggrund i niveauet for produktivitet og indtjeningsevne selvstændigt vil kunne løfte en betydelig vækst i de kommende år uden kapitaltilførsel.

På generalforsamlingen blev den siddende bestyrelse genvalgt, og bestyrelsen konstituerede sig efterfølgende med Torben Svejgård som genvalgt formand.

Redigeret 18. maj kl. 9.45: Det er præciseret, at det offentliggjorte resultat i pressemeddelelsen var før skat. Efter skat er resultatet 81,5 mio. kr.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle