Hjørring Dyrskue skruer op for ambitionerne

Hvert år i juni arrangerer LandboNord Hjørring Dyrskue. En knap 200 år gammel tradition, som styrker bånd mellem land og by. Som noget nyt har skuet fået en selvstændig bestyrelse. Det betyder et større fokus på at sikre publikum og udstillere endnu flere oplevelser for pengene. Og ambitionen er over 30.000 besøgende inden for den nærmeste fremtid.

Der er sket meget med Hjørring Dyrskue siden begyndelsen i 1830’erne, hvor der blev arrangeret præmiepløjninger for de landmænd, som udmærkede sig i den disciplin. Sidste år besøgte omkring 29.000 dyrskuet, men står det til den nye dyrskueledelse, så kommer der endnu flere besøgende de kommende år.

»Vi har to succeskriterier: Vi vil rigtig gerne være 35.000 mennesker, uden at dyrskuet udvikler sig til et kræmmermarked. Og så skal pladsen gerne være udsolgt med faglige udstillere som føler, at Hjørring Dyrskue er deres sted, hvor de bliver godt modtaget,« siger formand for Hjørring Dyrskues bestyrelse Jens Myhren.

Flere nyheder end normalt

Efter den nye dyrskuebestyrelse blev valgt, er der arbejdet hårdt på at søsætte nye ideer. Normalt bliver der lanceret et par nyheder hvert år, men i år er der gjort en undtagelse. Eksempelvis er pladsen blevet udvidet med 2.-3.000 kvadratmeter, og LandboNords telt med Madbazaren bliver placeret centralt på pladsen. Formand for udstillerudvalget Jørgen Larsen vurderer, at de nye initiativer fylder dobbelt så meget i år. »Vi har egentlig sat flere initiativer i værk, end hvad der ellers har været god skik at gøre. Det har vi gjort, fordi ledelsen er blevet mere handlekraftig med den nye organisering. Selvom bestyrelsen er ny, så er vi mange, som har været med i flere år, så det skal nok gå,« siger formand for udstillerudvalget Jørgen Larsen.

Selv med de mange nye tiltag så slår både Jens Myhren og Jørgen Larsen fast, at det stadig skal være med landbruget i centrum. Det skal fortsat være den top-ydende ko, som bliver bedømt i ringen, eller den top-ydende so, som ligger på skuet med sine grise.

Det kan godt være, at de er friserede lidt mere i dagens anledning, men det er jo dyr, som er en del af en højtydende produktion. De udstillede maskiner bruges ude i vores landbrug til at dyrke jorden, og sådan skal det være hele vejen rundt. Vi vil vise over for vores kolleger, kunder og resten af samfundet, hvad vi laver – og ikke mindst, at vi er stolte af det, siger Jens Myhren.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle