Hundebøll spinder guld syd for grænsen

De tyske aktiviteter klinger endnu engang i kassen hos DLG, der henter 61 pct. af indtjeningen i landet.

Det er ikke uden grund, at kæmperne i dansk erhvervsliv traditionelt set spejder længselfuldt efter at få afsætning i Tyskland. Det kan nemlig vise sig at være en særdeles god forretning, og det er det i hvert fald blevet hos grovvarekoncernen DLG, der i 2016 hentede rekordhøje 61 pct. af indtjeningen i landet, svarende til 392 mio. kr.

Scorer kassen på energi

»Vi har i koncernen en række meget store og spændende forretninger i Tyskland, der i 2016 har leveret rigtig stærkt og har vist det hidtil bedste resultat nogensinde,« sagde Kristian Hundebøll på tirsdagens pressemøde.

Samlet set har alle DLGs kerneaktiviteter i det tyske klaret sig godt, men især scorer andelskoncernen kassen på energiselskabet Team AG, der består af en lang række energisalgskontorer, tankstationer og byggemarkeder.

Team AG har nemlig endnu en gang har leveret en rekordpræstation med et resultat før skat på 218 mio. kr.

Derudover har DLG-koncernens tyske grovvareselskab HaGe også forbedret sit resultat markant til trods for lave priser på både kød og mælk og faldende totalmarked for foder. Her sendte selskabet i alt 120 mio. kr. tilbage til moderkoncernen før skat.

Der er mere at hente

Men til trods for gentagne resultatforbedringer i landet, ser DLG dog stadig store muligheder for at hente endnu flere penge til kistebunden syd for grænsen.

»Vi har præsteret over hele linjen, men vi mener, at der bestemt er potentiale for yderligere vækst i Tyskland. Det er det største og mest betydningsfulde marked for os indenfor grovvarer, og det vil vi gerne udbygge, « siger Kristian Hundebøll, koncernchef i DLG.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle