Hver femte bifamilie er død - biavlere indfører overvågning

En høj vinterdødelighed og store tab hos enkelte avlere giver anledning til bekymring, og der iværksættes omfattende overvågningsprogram.

Danmarks Biavlerforening har netop afsluttet årets vintertabsundersøgelse, hvor det måles, hvor mange bifamilier, der er gået tabt i løbet af vinteren. Netop denne opgørelse er vigtig, da den giver et billede af biernes generelle sundhedstilstand. Svækkede bifamilier vil nemlig typisk bukke under i løbet af vinterhalvåret.

 
Undersøgelsen viser for fjerde år i træk en stigning i antallet af bifamilier, der er døde i løbet af vinteren. Således har 19,6 procent eller næsten hver femte bifamilie stillet træskoene denne vinter. Vintertabet over de sidste 30 år er 11,9 procent, hvorfor tabet denne vinter er derfor et godt stykke over normalen.
 
Samtidig ses flere situationer, hvor enkelte biavlere oplever meget store tab. Dette er særligt kritisk, da det i flere tilfælde er hos biavlere, der driver biavl som fuldtidsbeskæftigelse, og således på en gang mister en stor del af deres bedrift.

Det er ydermere bemærkelsesværdigt, da netop sådanne biavlere har en meget lang erfaring med biavl, skriver biavlerforeningen.

Øget overvågning

Danmarks Biavlerforening kan ikke pege på en entydig forklaring til det store tab, og sandsynligvis skal forklaringen findes i flere forhold, men varroamiden, sygdomme, manglende fødegrundlag og pesticider er sandsynligvis medvirkende forhold, vurderer foreningen.

Derfor iværksætter Danmarks Biavlerforening allerede denne sæson et omfattende overvågningsprogram, hvor bifamilier over hele landet systematisk overvåges.
 
Der oprettes et korps af overvågningsbigårde, hvor biavlerne udfører forskellige aktiviteter i forhold til at holde ekstra øje med tegn på sygdomme og skadegørere. Dette vil blive indrapporteret og anvendt i det videre arbejde med vurdering af mulige problemer.

Sammen med informationer indsamlet via vejrstationer og stadevægte, der måler vægten af udvalgte bistader, giver det mulighed for at holde øje med biernes sundhed.

Vil screene for pesticider

Samtidig er der over de senere år kommet nye og bedre screeningsmetoder, hvor man på en gang kan screene for et meget stort antal pesticider. Bierne har en utrolig stor berøringsflade med mange forskellige planter, derved opstår også cocktaileffekter, som kan være skadelige. Her vil man blandt andet måle på den pollen, som bierne samler. Pollen er nemlig biernes vigtigste foderkilde, da den blandt andet indeholder protein til biernes yngel.

Tab kan få fatale følger

Ifølge beregninger fra Danmarks JordbrugsForskning giver værdien af bestøvningen alene i landbruget og i frugt- og bæravlen omkring en milliard kroner årlig. Hertil kommer værdien af den bestøvning bierne udfører i haver og naturen. EU-Kommissionen har også forsøgt at beregne værdien. Værdien af biernes bestøvning vurderes således at være 30-50 gange større end værdien af deres honningproduktion, skriver biavlerforeningen.

Hos biavler Asger Øxenhave på Lolland overlevede kun 11 af hans 179 bifamilier vinteren. Samme fænomen ses andre steder rundt i landet.

"Af mine op mod 100 bifamilier er halvdelen døde denne vinter," siger den erfarne biavler Jens O. Svendsen fra Kongeå Biavl i Gredstedbro nord for Ribe.

/ritzau/fkk

Opdateret 21. juni klokken 9.42 med ekstra information.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle