Insekterne kravler snart rundt på din tallerken

Ristede larver på glas er første skridt til at overbevise danskerne om at spise insekter.

Næste gang den står på en god film derhjemme, kan det være, at popcornene i skålen skal skiftes ud med ristede melorme med smag af chili eller sour cream and onion.

Selvom det lige nu lyder ganske usandsynligt, er det er i hvert fald ambitionen hos selskabet Enorm, der i lidt over et års tid har solgt ristede insekter på glas.

»Lige nu handler det om, at danskerne skal se, hvad det er, og de skal forholde sig til, at det er insekter. Der er en psykologisk barriere ved at spise insekter, og den arbejder vi på at nedbryde stille og roligt«, siger Lasse Hinrichsen, stifter og medejer af selskabet Enorm, der er en af de tre kandidater til innovationsprisen.

Selskabet blev stiftet sidste år, og foruden ristede melorme på glas producerer Enorm lige nu et knækbrød med mel af melorme, ligesom der inden længe lanceres en proteinbar med nødder, frugter og orme. Og mens udvalget lige nu er relativt sparsomt, er det planen, at de forskellige insekttyper på sigt skal blandes i mere almindelige fødevarer.

»Der er meget snak om bæredygtighed i disse år, især inden for fødevarer, og der er ingen tvivl om, at vi rider med på den bølge. Men på et tidspunkt skal vi væk fra, at det bare er en oplevelse, og folk skal se det som en fødevare, man kan spise for at blive mæt«, siger han.

30 ton om dagen

Lige nu importeres melormene fra en insektfarm i Holland, men inden for to år slår Enorm dørene op til deres egen insektproduktion.

Her er det planen, at der skal opdrættes 30 ton insekter om dagen.

»Det er ikke umiddelbart svært at producere insekter, - det svære er derimod at opskalere produktionen. Men hvis vi lykkes med de 30 ton om dagen, er der jo ikke grænser for, hvor mange af de anlæg vi kan lave«, siger Lasse Hinrichsen.

Danskerne har dog ikke appetit på 30 ton ristede melorme dagligt, og derfor skal langt størstedelen af produktionen gå til dyrefoder.

I starten af juli i år blev der nemlig åbnet op for, at insektmel måtte bruges til fiskefoder, og derfor er Enorm så småt i gang med at få aftaler i stand med producenter af fiskefoder.

»Der er først lige åbnet op for fiskefoder, men der er også udsigt til, at der bliver åbnet for foder til fjerkræ og svin, som jo er kæmpe markeder«.

Faktaboks

Derfor kandidat

  • Vi bliver stadig flere mennesker på jorden, og det betyder helt naturligt, at behovet for fødevarer stiger. Kødet i køledisken er stadig i høj kurs, men formentlig kommer vi til at skulle finde andre og mere bæredygtige proteinkilder end dem, vi er vant til - en af dem kan være insekterne.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle