Ivar Ravn, Seges: Bedre driftsresultater på vej

En dugfrisk indkomstprognose for heltidsplanteavlere viser et fald på 251.000 kr. i forhold til 2015.

Heltidsplanteavlere får et driftsresultat i 2016 på 251.000 kr. mindre end driftsresultatet i 2015. Nemlig 159.000 kr. pr. bedrift mod 410.000 kr. i 2015. Det viser en helt dugfrisk indkomstprognose, der netop er udkommet. I prognosen indgår ejeraflønning og forrentning af egenkapital ikke.«

Det fortalte Ivar Ravn, direktør på Seges, i sin beretning på årsmødet i Planteavl i Herning tirsdag formiddag.

Prognosen er baseret på fremskrivning af regnskaber for heltidsbedrifter med planteavl - med forventninger til udvikling i priser for input og output. Gennemsnitsbedriften dyrker 221 ha og forpagter heraf 90 ha med produktion af især korn og raps.

»Faldet i 2016-driftsresultatet skyldes lave udbytter i korn og raps samtidig med faldende afregningspriser over næsten hele linjen (korn, frø, kartofler, roer),« fortalte Ivar Ravn.

Det ser dog ud til, at driftsresultatet igen bliver positivt i 2017 og 2018, men heller ikke mere end det. Prognosen siger 318.000 kr. i 2017 og 330.000 kr. i 2018.

»En væsentlig årsag til de forbedrede resultater i 2017 og 2018 er, at udbytterne forventes at stige op til eller over 2015- niveau, samtidig med små prisstigninger på korn og raps.«

Derpå spurgte Ivar Ravn tilhørerne, om de tror, bedrifternes økonomi vil blive bedre i 2017 end i 2016. Og det stemte næsten alle ja til via grønne (eller røde) stemmesedler.

»Det ser grønt ud. Dejligt at landmænd er optimister,« sagde han.

Stor forskel på grovvare

Ivar Ravn fortalte også, at Seges i høst 2016 har sammenlignet grovvareselskabers takster og listepriser for foderkorn.

»Analysen viste, at der er betydelige forskelle mellem vilkår og behandlingsomkostninger. Faktisk var der 40.000 kr. i forskel på afregningsprisen på 1.000 ton foderhvede. Så se dig for, inden du sælger din høst.«

Og så glædede Ivar Ravn sig over en dansk rekord.

»På trods af det udfordrende vejr i vækstsæson 2016 vandt Danmark guld- og sølvmedaljer i en international udbytte-konkurrence i hvededyrkning. Det var dyrkningsstrategier fra vores forsøgsserie »Ny udbyttefremgang«, som løb af med sejren med et udbytte på 13 ton pr. ha i Gefions forsøg ved Ringsted. Det er da fedt, at vi kan slå englænderne, som ellers har gode jorder og vækstbetingelser,« sagde han.

Faktaboks

3 Vigtigste punkter fra beretningen

  1. Årets kryb: »Årets kryb er et skadedyr/en sygdom, som har gjort sig specielt bemærket i 2016 - kåret af Seges’ planteværnsekspert Ghita Cordsen Nielsen. Hun har valgt kålbrok i vinterraps - en sygdom, som rigtig mange landmænd har uden at vide det, og som er en tikkende bombe mod rapsdyrkningen. Man lægger ikke mærke til den de første år, men så begynder planterne at rådne. Smitstoffet holder sig 18 år i jorden. Sprøjtning hjælper ikke - kun sædskiftet. Kun få sorter har resistens - som er ved at blive nedbrudt.«
  2. Miljøregler: Udgangspunktet for kravene i vandområdeplanerne er referencetilstanden, dvs. tilstanden i år 1900, hvor der var udbredt ålegræs i de indre danske farvande. Forskerne mener, at udledningen i år 1900 var ca. 1 mg kvælstof pr. liter. Men Seges har regnet på det, og får 2-3 mg N pr. liter. Altså 2-3 gange mere end DCE (Nationalt center for miljø og energi). Aarhus Universitet har lyttet og udgiver en revideret rapport i foråret. Får Seges ret, må det betyde, at der kun i begrænset omfang bliver behov for opstramning af de nuværende miljøregler.
  3. Succeshistorie: »Der er stigende efterspørgsel på økologiske produkter. Det ses tydeligt på eksporten, som er fordoblet siden 2011, og nu udgør ca. to mia. kr. årligt. Siden september 2015 er det økologiske areal steget med 25 pct., og udgør nu ni pct. af alle marker. De økologiske mælke- og svineproducenter har de seneste år tjent væsentlig flere penge end de konventionelle. Men hos de rene planteproducenter er det de konventionelle, der tjener mest,« sagde Ivar Ravn.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle