Jais efter gigantisk tab i UK: Vi er midt i historisk stor genopretning

Tulip kommer ud af årets første halvår med et blodrødt underskud i den trecifrede millionklasse. En historisk stor turnaround skal føre til sorte tal på bundlinjen i det næste regnskabsperiode.

Det var en forventet bule i indtjeningen i Danish Crowns engelske Tulip-forretning, der indkasserer et trecifret milliontab for årets første halvår.

Sådan lyder det fra Jais Valeur, adm. direktør i Danish Crown, oven på koncernens nyligt offentliggjorte halvårsregnskab.

”Underskuddet var præcis som forventet. Vi tabte ca. 20 pct. af omsætningen i UK i andet halvår sidste år, det er klart, at når kunderne ikke vil handle så meget med os, så vender det jo den tunge ende nedad," siger han med henvisning til, at Tulip sidste år havde tabt kontrakter med en årseffekt på over en milliard kroner i tabt omsætning.

Det førte i sin tid til, at direktøren blev udskiftet, og at der blev søsat en ny virksomhedsstruktur.

Historisk turnaround

Jais Valeur er dog fortrøstningsfuld over for selskabets fremtid, for netop den nye virksomhedsstruktur skal rette op på bulerne i indtjeningen.

"Genopretningsplanen, vi lancerede sidste år, virker, og vi ligger faktisk foran. Og vi skal gerne være i en situation igen efter året, hvor vi producerer sorte tal igen,” siger Jais Valeur.

Dermed skal det engelske forretningsben allerede skabe indtjening igen efter 1. oktober, hvor selskabet afslutter årets regnskab. Hvis det lykkes, vil det ifølge Jais Valeur være en præstation uden dansk sidestykke.

”Det, vi har været igennem, har været en af de største turnarounds i en dansk virksomheds historie på det engelske marked. Vi skal tilbage til at have fokus på den daglige drift, effektiviteten og med at komme i dialog med vores kunder – det lyder meget simpelt, men det er ret kompliceret med 15 fabrikker og 7.000 ansatte. Her får vi gjort alle de rigtige ting, men det er et langt sejt træk og en meget stor opgave at få det gennemført,” siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle