JP/Politiken køber Børsen for 800 mio. kr.

Danmarks største erhvervsmedie, Børsen, får danske ejere efter 46 år med svenske medejere.

Den svenske mediekoncern Bonnier sælger Børsen til det danske mediehus JP/Politikens Hus. Det sker til en pris på 800 mio. kr.

Dermed kommer Børsen ind i en helt ny mediefamilie, der i forvejen tæller blandt andre Jyllands-Posten, Politiken og Ekstra Bladet. Det skriver Børsen.dk.

"JOURNALISTISK PERLE"

»Børsen er en journalistisk perle og et perfekt match for JP/Politikens Hus. Børsens trykte og digitale udgivelser står stærkt, og de passer enestående godt med vores ambition om at sikre, at Danmark har en stærk, uafhængig udgivervirksomhed, der har den nødvendige konkurrencekraft over for især de internationale aktører«.  siger Stig Kirk Ørskov, administrerende direktør i JP/Politikens Hus til Politiken.dk.

Han tilføjer, at Børsen er »et af Danmarks stærkeste mediebrands«.

Økonomien er sund, medarbejderne og ledelsen er dygtige,  siger Ørskov.

CHEFREDAKTØR FORTSÆTTER

Børsen har adresse i Møntergade i det indre København ikke langt fra JP/Politikens hovedsæde på Rådhuspladsen.

Avisen bliver boende i Møntergade og fortsætter udgivelsen med sin nuværende ledelse og medarbejderstab. Anders Krab-Johansen fortsætter i stillingen som ansvarshavende chefredaktør.

Kommune vil spare: Overvejer at fritlægge rørlagte vandløbMark · Økonomi 29. august · 13:22

»Fin forretning for Bonnier«

Bonnier-koncernen lægger vægt på, at den har fået en god pris for Børsen.

»Det her er en meget fin forretning for Bonnier. Gennem salget mobiliserer vi ressourcerne til at fortsætte investeringer og forretninger indenfor områder, hvor vi ser muligheder for fremtidig vækst og forbedrede afkast,« siger Tomas Franzén, topchef i Bonnier, i en pressemeddelelse.

Børsen har et oplag på 48.000 aviser og næsten 150.000 daglige læsere, og på de digitale medier er Børsen nået op på 20 mio. sidevisninger hver måned.

Også BAM, der står for Børsen Associated Media, følger med i handelen. BAM omfatter Dagens Medicin, e-learning kurser og digitale management-håndbøger.

Skal godkendes

Den store mediehandel er betinget af, at de danske konkurrencemyndigheder giver grønt lys.

Den proces kan ifølge Børsen tage op til et halvt år.

Børsen er et af Danmarks ældste medier og blev grundlagt i 1896.

Bonnier købte 49 pct. af Børsen i 1969 - og købte hele avisen i 1996.

Tip os

Kommentarer

Forsiden lige nu

Quiz

Landbrugs Quiz

Hvad kalder man en drægtig ko som ikke bliver brugt til mælkeproduktion?

  • Kvie

  • Goldko

  • Tørko

  • Gylt

Det var rigtigt

Det var forkert