Kølster i kødet på Lomborg: Usaglig kritik af økologi

Den økologiske tankegang bygger på et idé om en omstilling af hele verdenssamfundet. Konventionel og økologisk produktion kan ikke sammenlignes, mener formand for Økologisk Landsforening.

Konventionel og økologisk fødevareproduktion stilles ofte op til sammenligning. Den økologiske produktionsform er dog ikke kun en produktion af fødevare, men et ønske om at ændre fødevaresamfundet.

Det mener formanden for Økologisk Landsforening, Per Kølster.

"Økologi er en produktionsform og et fødevaresystem. Det handler om en madkultur, der lægger et mindre pres på den samlede klode,” siger han.

Reaktionen kommer på baggrund af den artikel Landbrugsavisen.dk bragte i går, onsdag. Her fremlægger Bjørg Lomborg en kritik af økologien, hvor han argumenterer for, at økologi hverken er gavnlig for os, dyrene eller klimaet.

CO2-AFTRYKKET

Debatten om, hvorvidt økologi gavner klimamæssigt, har kørt over flere uger på blandt andet landbrugsavisens facebookside.

Landbrugsavisen.dk har talt med den grønne tænketank Concito. Ifølge deres beregninger udleder økologisk produktion mere CO2.

Hvorfor synes du, økologi er mere klimavenligt, hvis tallene viser noget andet?

”Det er ikke så nemt at sammenligne de to former på den måde. Den måde han (Lomborg red.) stiller det op på er en sammenligning mellem en tomat og en tomat, et kilo kød med et kilo kød. Man kan ikke opstille en reel sammenligning. Det handler om det samlede system, og hvordan det fungerer. Det handler om at kigge på den samlede kostsammensætning. For eksempel så er offentlige køkkener i stand til at levere måltider med et mindre CO2-aftryk, fordi de kan servere mindre kød og flere plantebaserede retter, hvis vi spiste mere økologisk ville vi spise mindre kød” siger formand Per Kølster.

Hvis det handler om at spise mindre kød, hvorfor så ikke spise konventionelt, der allerede udleder mindre CO2?

”Både ja og nej – den sammenligning er svær. Hvis vi ville skærer ned i CO2, skulle vi afskaffe alt, hvad der hedder husdyr og tænke helt anderledes. Det som økologi handler om er at løse naturforvaltningsmæssige udfordringer. Det handler om at tænke på naturressourcer, på havmiljøet og på den sunde kost – At benytte sig af en driftsform med et fornuftigt sædskifte, der deponerer kulstof i jorden. Man kan ikke hive et enkelt element ud. Vi (økologer red.) arbejder på, at finde det gyldne snit,” siger Per Kølster. 

Lomborg er usaglig

Økologisk Landsforening har i dag, torsdag, selv bragt et modsvar til Lomborgs kritik økologien. Her pointerer foreningen, at Lomborgs kritik er usaglig.

Bjørn Lomborg henviser til et studie fra Standford University, der konkluderer, at der ikke er nogen næringsmæssigt fordel i at spise økologisk. Økologisk Landsforening er uenige i, at økologiske fødevarer ikke skulle være sundere end konventionelle.

"Vi er ikke enige med Bjørn Lomborg, naturligvis. Vi går ud med en saglighed, og den har han ikke fat i,” siger Per Kølster.

Lomborg henviser til et studie fra Standford University – er det ikke saglighed?

"Undersøgelser viser forskellige ting. Økologiske fødevarer handler også om, at der ikke er sprøjtegifte i, og det kan man ikke negligere. Desuden ved vi, at der er en anden sammensætning af næringsstoffer i økoprodukter, så det er ikke entydigt, at sige de ikke er sundere. Norske og danske undersøgelser viser, at indholdet af forskellige næringsstoffer i økologiske fødevarer er anderledes og højere. For eksempel indeholder mælk flere mineraler – der er store forskelle, og de er klart til økologiens fordel," siger Per Kølster.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle