Kendt biogas-mand: Landbruget har manglet ny investor

Formand for biogasanlægsproducent Combigas er meget tilfreds over finansesringmodel, der skal hjælpe landmænd med at få bygget biogasanlæg.

I dag er Kent Skaaning formand for biogasanlægsproducenten Combigas. Samtidig er han tidligere landmand og formand for Danske Svineproducenter, så han er et kendt ansigt i landbruget.

Og så er han en glad mand, fortæller han til Landbrugsavisen.dk.

"Lige nu har jeg svært ved at få armene ned," fortæller han over telefonen, efter den engelske investeringsfond Pioneer Point Partners har annonceret en milliardpulje til danske gårdbiogasanlæg.

Kent Skaaning har længe efterspurgt et selskab, som ville løse problemet med at få skaffet finansiering til danske biogasanlæg.

"Vi har kæmpet for at få de biogasanlæg ud, så for os er det en meget stor milepæl. De (Pioneer, red.) kommer med en stærkere model, end hvad vi troede var muligt. De er i stand til at gå all in og få det her til at rulle i en fart. Jeg er meget tilfreds," siger Kent Skaaning.

Kent Skaaning siger, at Combigas og partneren BPI kontaktede Pioneer Point Partners for omkring et år tid siden for at få dem til at investere i dansk biogas. Denne uge meldte konsulenthuset LEF ud, at de havde landet et partnerskab med Pioneer Point Partners.

"Hele idéen til det her projekt er født i vores regi, og vi har arbejdet sammen med Pioneer i omkring et år om det her," siger han og fortsætter:

"For vores vedkommende er det selvfølgelig, at vi håber, vi også bliver involveret i at bygge de her anlæg. Det er derfor, vi er gået så kraftig ind i det. Vi har ikke tegnet kontrakter endnu, men det er planen," siger Kent Skaaning.

Pioneer Point Partner har sat en investeringsramme på projektet på en mia. kr. over de næste 18 måneder. Med en rente på 10 procent det første år, betaler de alle omkostningerne. Dermed slipper landmændene for startkapital og garantier, for til gengæld at levere biomassen.

Hvorfor er denne model en god måde at gøre det på?

"Alle ved, at dansk landbrug har stor gældsbyrde, og derfor er det svært for landmænd at finansiere det, selvom de er økonomisk fornuftige. Ved at nogle udefra hjælper med at finansiere og tager noget af risikoen, kan projekterne komme op og flyve og blive realisieret," siger Kent Skaaning.

Fair fordeling

Kent Skaaning har tidligere advaret landmænd om at overlade ejerskabet af biogasanlæg til energiselskaberne.

Han mener, at landmænd ofte reduceres til råvareleverandører, som enten ikke er ejere eller kun har en lille ejerandel. I denne finansieringsmodel kræver den engelske fond, at de kommer til at eje 60 procent af biogasanlægget, hvorfor landmændene får medejerskab på de sidste 40 procent.

Er det en passende andel?

"Det er klart, at det altid kan være en diskussion. Set i lyset af, at landmændene ikke løber nogen risko, så er det en rimelig fordeling. Landmændene får jo derudover deres husdyrgødning afgasset, som giver nogle miljø- og økonomiske fordele, fordi gødningsværdien bliver større og dermed får de en økonomisk gevinst," siger han.

Det er i første omgang aftalt, at LEF skal finde de danske landmænd og sammensætte finansieringen på hvert anlæg. Selvom Combigas ikke har lavet aftale sammen med Pioneer endnu, er Combigas' plan, at det første byggeprojekt starter i august. I øjeblikket har de gjort 11 projekter klar, sammen med landmænd, som de håber Pioneer går med i.

"Vi oplever en kolossal, udenlandsk interesse i dansk industri, så hvis vi får en kickstart på dansk biogasteknologi, så står vi allerede økonomisk stærkere. Jo stærkere hjemmemarked vi har, jo stærkere på eksport kan vi også stå", siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle