Kendt landmandskæde under konkursbehandling

Det er gået stærkt ned ad bakke for Landmad, der nu er under konkursbehandling.

Selskabet Landmad, der er en franchisekæde af lokale købmandsbutikker med integreret landcafe og webshop , der sælger lokalt og nationalt producerede varer, er efter et særdeles hårdt år nu gået konkurs.

Det fremgår af CVR-registeret, hvor selskabet torsdag i sidste uge skiftede navn til Selskabet af 31. August 2017 A/S.
I løbet af weekenden er selskabet taget under konkurs, og ifølge CVR-registeret blev konkursdekretet afsagt torsdag d. 31. august.

Landbrugsavisen.dk har siden torsdag d. 31. august forsøgt at få en kommentar fra Louise Dolmer eller bestyrelsesformanden Alex Lysemose. Det har ikke været muligt.

Selskabet har netop sendt en pressemeddelelse ud, hvori det fremgår, at Landmad.dk A/S og Landmad Grenå ApS er under konkursbehandling, og at der arbejdes målrettet på en løsning, som vil blive meldt ud så snart som muligt.

I pressemeddelelsen understreger Louise Dolmer, at konkursbehandlingen intet har med de af Landmads gårdbutikker og caféer, der ligger i Aarhus, Aalborg, Horsens, Skanderborg og Silkeborg, som alle er 100 pct. ejet af franchisetagerne og er åbne og i almindelig drift. Ligeledes er Landmad Grenå også åben og i drift.

et hårdt år

Landmad blev startet i 2011 af Louise Dolmer, som siden starten har fungeret som direktør. Hun havde fra starten ambitiøse planer om 50 butiksåbninger, men det forgangne år tærede hårdt på Landmads økonomiske resultater.

I 2016 endte selskabet med et underskud på 3,6 mio. kr., og revisoren satte efterfølgende spørgsmålstegn ved selskabets fremtidige drift.

I den forbindelse meldte ledelsen selv ud, at det forventede likviditetsbehov for 2017 ville blive fremskaffet.

Bl.a. har Vækstfonden ydet selskabet et lån på 3 mio. kr. til selskabet, der i marts havde tilknyttet 170 producenter, der leverede lokale varer til Landmad.

I efteråret 2016 fortalte Landmad til LandbrugsAvisen, at man søgte flere økonomiske ressourcer, nærmere bestemt 2,5 mio. kroner, via crowdfunding. Det lykkedes imidlertid ikke.

"Vi var first-movers på konceptet, og det viste sig, at reglerne omkring private investeringer og hele processen var for kompliceret til, at det kunne lykkes. I stedet har vi i bestyrelsen besluttet selv at investere. Vi har heldigvis en god, arbejdende bestyrelse. Men vi er altid på udkig efter bedre finansiering og klog kapital. Det koster penge at løfte virksomheden yderligere," udtalte Louise Dolmer dengang.

Store ambitioner

Trods de skrantende resultater for i 2016, var det fortsat planen at åbne 6 nye butikker i løbet af 2017, ligesom der blev holdt fast i den overordnede målsætning om at åbne 50 franchise-butikker fordelt over hele Danmark.

De store ambitioner for Landmad har da også været kombineret med særdeles kompetente ledelseskræfter.

Bestyrelsesformanden var Alex Lysemose, ejer af fynske Grambogård, der leverer økologisk kød til en række toprestauranter i Danmark, bl.a. Michelinrestauranterne Noma og Kong Hans.

Også tidligere Løgismose-direktør Lars Asmussen blev tidligere på året kørt i stilling til at strømline organisationen efter en betydelig vækst gennem de seneste år. Lars Asmussen har næsten 20 års erfaring fra fødevarebranchen og har arbejdet som selvstændig konsulent  siden efteråret 2016, hvor han forlod sit job hos Løgismose. Her havde han været i otte år.

Konceptet var da også blevet spået en gylden fremtid af bl.a. en fremtidsforsker, der udtalte, at Landmad ramte plet med nogle af tidens hotteste trends, navnlig lokale fødevarer og webhandel.

manglende tiltro

Landmad-konceptet talte i februar 10 franchise-butikker, hvoraf de ni åbnede i 2016. Da Louise Dolmer i 2015 begyndte at fortælle om sin vision for sin virksomhed, som startede som almindelig gårdbutik i 2011, var der heller ikke mange, der troede på at det kunne lade sig gøre.

"Det har hele tiden været meningen, at det skulle blive til mere, men det har heller ikke været en dans på roser. Jeg er ekstremt stædig og meget arbejdsom og heldigvis har jeg en meget forstående familie, der også er med i det. Jeg har jo nærmest ikke været hjemme i tre år," udtalte Louise Dolmer tilbage i februar.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle