Kinesere vil investere i europæisk husdyrproduktion

WH Group vil investere i oksekød- og fjerkræproduktion i USA og Europa

Ifølge Reuters Bureau vil den kinesiske virksomhed WH Group Ltd, som også ejer Smithfield Foods Inc, fremadrettet investere i okse- og fjerkræsproduktion i USA og Europa. Dette vil i givet fald skærpe virksomhedens konkurrence med globale kødproducenter som Tyson Foods Inc og JBS SA, skriver Markedsnyt for svinekød.

Smithfields administrerende direktør, Ken Sullivan, udtaler til Reuters, at man er interesseret i at udvide i anden kødproduktion end svin for at udbygge firmaets produktsortiment.

”Vi er en fødevarevirksomhed, og ingen har sagt, at vi udelukkende er svineproducent”, udtaler Ken Sullivan, som dog samtidig oplyser, at ingen aftaler er nært forestående.

Ifølge WH Groups chef for ”investor relations”, Luis Chein, sigter man efter oksekød- og fjerkræsproduktion i USA og Europa, men han vil ikke uddybe omkring specifikke mål for opkøb. Ifølge Luis Chein er det et attraktivt tidspunkt at gå ind i den amerikanske oksekødsbranche, da Kina i sidste måned indgik en aftale om at genoptage import af oksekød fra USA efter at have blokeret for leverancer siden frygt for kogalskab i 2003.

WH Group, som opkøbte Smithfield for 4,7 mia. dollar i 2013, har således stadig mod på yderligere opkøb. Ifølge virksomhedens sidste årsregnskab, havde de bankindeståender på 1,14 mia. dollar i slutningen af 2016 og 2,72 mia. dollar i uudnyttede bankfaciliteter.

Ifølge Chein er det bestemt WH Groups intention at afspejle den samme vertikale forretningsmodel i andre kødbrancher, som de har indenfor svinekød. Smithfield ejer således hovedparten af de svin de slagter samt en række produktionsanlæg. Han udtaler yderligere, at WH Group vil foretrække at opkøbe slagterier eller produktionsanlæg for at udvide til oksekødsproduktion. Og man vil overveje alle typer af aktiviteter inden for produktion af fjerkræ. Han tilføjer, at firmaet øjner gode muligheder for vækst i såvel forbruget af oksekød som fjerkrækød i Kina.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle