Kirsebæravler: Frosten har ødelagt 15 hektar

Det kolde forår har voldsomme konsekvenser for frugtplantagerne - Thomas Jensen fra Slagelse har 15 ha. kirsebær, som han allerede nu ved er mere eller mindre ubrugelige.

Det kolde forår kan være ekstra farligt for frugttræerne. Blomsterne på særligt blommer og  søde kirsebær er på nippet til at blomstre, og de har ikke godt af nattefrosten.

Thomas Jensen driver Gårdagergård Plantage nær Slagelse, og han har store problemer med sine kirsebær.

"Cirka 15 ud af mine 45-46 ha. kirsebær ved jeg allerede nu, at jeg ikke skal hente min høst fra - og resten er jeg meget usikker på," siger han.

"Det ser meget alvorligt ud - men jeg har dog stadig en spinkel optimisme."

Ifølge Thomas Jensen, som har haft Gårdagergård i 20 år, har han aldrig set et lignende forår.

"Skaden er særligt sket tidligere i april, hvor vi ramte 4-5 minusgrader," siger han.

Forsigtig optimisme

Dog er det ikke alting, som er til rotterne.

"Det ser ud til, at puljen, altså mængden af blomster, er stor i år. Derfor kan jeg stadig redde en del, selv hvis jeg mister 60-70 pct. af høsten," siger Thomas Jensen.

Derudover er  alle frugtavlerne i samme båd, ifølge ham.

"Hele Europa er blevet ramt - derfor kan man også håbe, at prisen stiger på den smule høst, vi måske får," siger han.

Thomas Jensen dyrker også blommer, æbler og pærer.

Det er for tidligt at sige noget om, hvordan det går med blommerne, men han er ikke bekymret for æblerne og pærerne.

"De er ikke langt nok henne endnu, så der er ikke den store bekymring."

En naturlig risiko

Ifølge Thomas Jensen er det for tidligt at sige, hvad den økonomiske konsekvens bliver - men at han nok skal klare sig, på trods af at han aldrig har set lignende.

"Som frugtavler er man forberedt på den slags - man ved, det kan ske. Derfor kan det godt blive slemt, men det kommer ikke til at rykke alverden," siger Thomas Jensen.

En anden frugtavler, Laust Spandet Jensen fra Fejø Frugt, har en spinkel optimisme at finde - han dyrker blommer, æbler og pærer, men hans blommer ser ud til at have overlevet.

”Vi var på minus en grad. Det er nok dertil, det går. Vi kan ikke se nogle skader, men det må ikke blive koldere,” siger han.

Han er enig i, at kulden er usædvanlig - og at det er en naturlig risiko, når man dyrker frugter.

"Det er heldigvis ikke hvert år, vi går med nerverne uden på tøjet som lige nu," siger Laust Spandet Jensen.

Laust Spandet Jensen har delt følgende billeder af sine blommetræer på Facebook:

 

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.