Klima respekterer ikke grænsekontrol

Torben Hansen siger klart »nej« til klimaregnskab på bedriftsniveau.

Torben Hansen, formand for Landbrug & Fødevarer Planteproduktion, var usædvanligt klar i spyttet, da han i sin beretning på årsmødet i Herning tirsdag kom ind på klimaregnskaber.

Lige før jul kom Klimarådet med en kraftig opfordring til politikerne om at indføre klimaregnskaber i landbruget på bedriftsniveau og i kombination med enten afgifter eller kvoter på drivhusgasser.

»Vi siger klart nej tak! Nej tak til voldsomt og værdiløst bureaukrati. Nej tak til regnskaber baseret på standardtal, som ikke har hold i virkeligheden. Det har vi prøvet,« sagde han med eftertryk.

Torben Hansen mener, at det vil føre til udtagning af god jord og udflytning af produktion til mindre klimaeffektive lande.

»Det giver ingen mening – klimaet respekterer ikke grænsekontrollen ved Padborg,« sagde han.

I stedet mener han, at der er brug for mere viden, især vedrørende lattergas.

»Vi skal kunne opgøre de præcise udledninger, for at vi kan sætte ind med de rigtige tiltag. Ellers famler vi i blinde,« lød det.

Han mener også, der skal udvikles nye virkemidler. For eksempel rigtig brug af nitrifikationshæmmere, efterafgrøder med lav emission af lattergas og en forbedret håndtering af gødning.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle