Den lille, grå Ferguson-traktor indvarslede for 70 år siden en ny æra i dansk landbrug.
Formand for Bæredygtigt Landbrug, Flemming Fuglede, holder åbningstalen ved Danmarks Ferguson Museums Ferguson Dage 30. og 31. maj.
Lørdag den 30. maj kl. 11.30 åbner Ferguson Dagene officielt på Danmarks Ferguson Museum. Museet er Nordeuropas største af sin art og ligger i Stourup mellem Horsens og Juelsminde. Her er der mulighed for at se flere end 250 traktorer og andre maskiner, en del af dem oven i købet i arbejde i marken.
Da der i fjor var Ferguson Dage, var gårdens og museets gamle bindingsværkslade under genopbygning efter stormfald. I år har publikum mulighed for at se den enestående bygning i funktion igen.
”Vi glæder os til at tage imod børn, unge og ældre til et par rigtig hyggelige familiedage. Som sædvanligt har folk meldt deres ankomst fra hele landet, og vi har naturligvis nyheder at præsentere sammen med de mange gode traditioner”, siger museumsindehaver Henrik Nielsen, der på 15. år driver museet på sin fødegård og holder Ferguson Dage for 11. gang.
Læs mere her: www.fergusonmuseum.dk
Kommentarer