Kommune ønsker lokale fødevarer - men binder køkkener til engrosaftale

Skal maden spises i Sønderborg, så skal den også helst være produceret i Sønderborg.

Det er i grove træk essensen af Sønderborg Kommunes nye fødevarestrategi, der betyder, at der i fremtiden skal lokale madvarer på de kommunale tallerkener.

Men ét er ord, noget andet handling.

For kort før kommunen vedtog den nye fødevarestrategi, indgik man en indkøbsaftale, der forpligter 16 af kommunens institutioner til primært at købe deres varer hos et stort engrosfirma.

"Vi er nødt til at overholde vores aftale, som er indgået, før vi lavede fødevarestrategien," siger økonomidirektør Bjarne Eriksen.

Indkøbsaftalen har en klausul, der betyder, at frugt og grønt kan købes andre steder end ved grossisten. Men den klausul har indtil videre ikke været i brug.

Sønderborg Kommune er ikke et enestående eksempel. Selv om der mange steder er et ønske om at handle i nærområdet, så er det generelt svært at få flere lokale madvarer på de kommunale tallerkener.

Det mener Pia Heike Johansen, der er forsker på Center for Landdistrikter ved Syddansk Universitet. Det kræver en helt ny måde at tænke kommunale indkøb på, siger hun.

"Der er en tendens til, at kommunerne tænker stort og billigt. Det betyder, at man samler indkøbene centralt, og det kan de små, lokale virksomheder ikke gå ind i," siger Pia Heike Johansen.

Det er derfor en stor og meget langsigtet opgave, som eksempelvis Sønderborg Kommune har sat sig selv på, mener forskeren.

"Mange steder vil det kræve både tid, undervisning og overbevisning, før en ny fødevarestrategi kan blive en succes," siger hun.

Sønderborg Kommunes Fødevarestrategi gælder indtil 2029.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle