Kommune skyder gråspurve med kanoner

Aarhus Kommunes ønske om sprøjtefri arealer holder landboforening i ånde

»Det er fuldstændigt som at skyde gråspurve med kanoner,« mener formanden for Landboforeningen Kronjylland Christian G. Jensen om kommunens planer om, at størstedelen af landbrugsarealerne rundt om Aarhus skal dyrkes sprøjtefrit.

Totalt drejer det sig om godt 2.500 hektar, som lodsejere og landbrugsforeninger kæmper indædt imod at få udlagt til pesticidfri dyrkning.

»Man forbyder jo ikke folk at flyve, selv om der kan ske ulykker, og i øvrigt stammer de fremmede stoffer i grundvandet mindre fra dyrkningsfladen end fra lossepladser og lignende,« sagde formanden i sin beretning til generalforsamlingen fornylig.

Ros til Randers

Christian Gylling Jensen roser Randers Kommune for at være åben og søge dialog med foreningen. Til gengæld kritiserer han Faurskov Kommune for at køre sit eget løb.

»Det er ærgerligt, for vi har gode erfaringer fra de kommuner, der lader os tale med landmændene, før kommunen selv kommer ind i billedet. Det øger muligheden for at løse problemerne i mindelighed, inden en lille konflikt går i hårdknude,« siger han.

Formanden er positivt overrasket over, at medlemmerne på generalforsamlingen bakkede så håndfast op om, at protester og stormøder ikke pt er den bedste måde at meddele sig til offentligheden på.

»Jeg er varsom med at sige det, for jeg har mange kolleger, som har en meget stram økonomi og ikke ved, hvor længe de fortsætter som landmænd. Men meldingen fra forsamlingen var ret klart, at man ikke mener, omgivelserne har brug for klynk. Det vil de alligevel ikke tage sig noget af. Så jeg er sikker på, at der i stedet er opbakning til arrangementer som Åbent Landbrug og lignende,« siger Christian Jensen.

Faktaboks

Landboforeningen Kronjylland

  • Medlemmer: 711
  • Medejer af rådgivningsselskabet LMO

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle