Kommuner droppes - staten skal udpege BNBO’er

Med ny pesticidaftale skal staten afgøre i hvilke områder, man skal være særligt forsigtig med sprøjtemidler.

Det skal ikke længere være de 98 kommuner, men staten, der skal udpege de boringsnære beskyttelsesområder (BNBO’er), hvor nogle kommuner har pålagt ekstra restriktioner på, hvordan man sprøjter markerne. Det fremgår af den pesticidaftale, der blev fremlagt tidligere i dag, og som har hele Folketinget, på nær Enhedslisten og Alternativet, bag sig.

Den udvikling glæder Torben Hansen, formand for Landbrug & Fødevarer Planteavl.

»Jeg ser frem til, at staten fuldt ud overtager opgaven med udpegning af BNBO-arealer, så længe der er tale om en faglig proportional tilgang. Det er meget afgørende, at vi får en tilgang, der er faglig, så vi ikke har 98 kommuner med hver deres politiske dagsorden og opfattelse af reglerne,« siger han.

Torben Hansen har svært ved at se fagligheden i de BNBO-udpegninger, man ser fra kommunernes side i dag.

»Der ikke tale om faglighed i ret mange af de BNBO-udpegninger, det er forsigtighedsprincip på forsigtighedsprincip og misbrug af fund af ældgamle udgåede midler,« siger han og tilføjer:

»Jeg tror, vi får hævet det faglige niveau, så vi kan undgår at skulle ud at føre retssager om BNBO’erne.«

Han finder det også overordentlig positivt i pesticidaftalen, at gebyrerne for mindre anvendelse af pesticider til mindre produktioner nedsættes. Det vil betyde, at specialproduktioner såsom gartnerier og frøavlere får lettere adgang til sprøjtemider, som bruges i mindre grad. Dermed sikres de vilkår, der matcher udlandet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle