Kompakt nedfælder til de mindre gylletræk

Samson Agro lancerer en 4,5 meter bred sortjords-nedfælder, som skal passe til de mindre gyllevogne.

Den nye ST3 450 HD sortjords-gyllenedfælder fungerer som en normal tandstubharve monteret direkte på en traktor.

Det kompakte og stærke design betyder, at den kan arbejde i alle jordtyper. Selv hård jord med ler, påpeger Samson Agro i en pressemeddelelse om den nye nedfælder.

De høje tænder og den tre-bullede ramme gør, at der kan løbe en masse planterester igennem nedfælderen, uden det klumper sig sammen under rammen.

Stigende efterspørgsel

Strammere miljølovgivning har sat skub i brugen af gyllenedfældere. Ikke kun i Danmark, men også i mange andre europæiske lande er man interesseret i at opnå de gavnlige effekter af gyllenedfældning.

Mens Samson Agro indtil nu har lavet nedfældere fra seks til 12 meter, så forudser man, at den mindre udgave vil have sin berettigelse i de kommende år.

»Med ST3 450 HD viser vi, at vi er i stand til at producere en mindre gyllenedfælder, der måske ikke er så almindelig på markedet i dag, men som vi ser et behov for i de kommende år. ST3 450 HD gyllenedfælderen kræver ikke en stor traktor, og den passer til de mange to-akslede gyllevogne, der sælges en del af i flere europæiske lande,« lyder det fra Samson Agro.

ST3 450 HD er opbygget med en simpel ramme uden foldemekanisme - men med en teleskopisk funktion, der øger arbejdsbredden til 4,40 meter på nedfælderen. Den nye gyllenedfælder vejer desuden kun 1.750 kg.

Bredden er under tre meter i transportstilling.

jch

Faktaboks

Samson ST3 450 HD

  • Arbejdsbredde: 4,4 m (tot. bredde 4,5 m)
  • Egenvægt: 1.750 kg
  • Teleskopudskud fra transport til mark
  • Transportbredde: 2,99 m

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle