Konkurstal viser gode og slemme banker

Nogle banker går langt for at undgå konkurser blandt deres kunder. Det kan både være rigtig godt og rigtig skidt for landmændene.

Hvorfor er der så stor geografisk skæv fordeling på antallet af konkurser?

Sjælland og Fyn er mindre ramt, end flere områder i Jylland er. Det skyldes bl.a. den lavere husdyrtæthed og også, at naboen eller større godser i højere grad har haft penge til at opkøbe nødlidende bedrifter på øerne. Samtidig startede konkurserne tidligere her på grund af nødlidende banker.

Hvorfor er det sydlige Jylland ramt så meget hårdere end det nordlige?

Ifølge en opgørelse for to år siden var netop de nordjyske bedrifter mest udsat økonomisk, og hver fjerde var decideret truet af konkurs. Men konkurserne har ikke ramt Nordjyllands hårdest - i hvert fald ikke i reelle tal. Hvorfor det forholder sig sådan, har vi talt med flere om. men det er så følsomt, at de færreste vil citeres for det.

Hvad er så årsagen?

Men man er nødt til at kigge på bankerne. For der er store forskelle på bankernes tilgang til konkurser. Nogle vælger at afvikle via tvangssalg, hvor de sætter landmanden stolen for døren, men undgår en langvarig og ekstremt dyr konkurs. Nogle gange sker det endda ved, at banken afskriver landmandens gæld, når bedriften er solgt og måske også lader familien låne til et nyt hus og en frisk start. Men der er også banker, hvor man bare lader tiden gå. For man har ikke råd til at tage tabene.

Er det ikke en fordel for landmændene, at de så kan fortsætte og måske arbejde sig ud af krisen?

Desværre er det ikke så enkelt. For hvis gælden er så høj, at man ikke har en jordisk chance for at arbejde sig frem til et overskud, så knokler man jo bare forgæves, mens banken får betalt sine høje renter og håber på bedre tider. Den situation er flere landmænd i. Nogle vælger at sige, at de bare gerne vil være landmænd længst muligt. Men andre tror måske på, at de kan vende situationen, og risikerer så at bruge deres liv på en kamp, de altid har været dømt til at tabe.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle