Kristendemokrater vil bevare selvejet med loft over landbrugsstørrelser

Kæmpestore landbrug skal begrænses for at bevare selvejet som en mulighed i landbruget, mener Kristendemokraternes fødevareordfører, der selv er landmand.

Stod det til partiet Kristendemokraterne, skal der genindføres et loft over, hvor mange dyreenheder, en landbrugsbedrift må have. Det siger partiets fødevareordfører, Simon Overby Kristensen.

»Vi er ikke begejstrede for udviklingen mod stordrift og vil gerne have genindført et loft over antal dyreenheder. Vi taler om 750 DE, - med mulighed for dispensation til dem, der allerede er etableret,« siger Simon Overby, der selv er aktiv landmand og mælkeproducent fra Føvling ved Brædstrup.

Vil holde fast i selveje

»Hvad er problemet med stordrift?«

»Vi vil gerne bevare mangfoldigheden i landbruget. Kæmpestore enheder, som ikke er til at overtage for selvstændige landmænd, er ikke vores kop te. Selveje er den form, vi er mest tilbøjelige til at støtte op om. Vi vil i alt fald gerne bevare den mulighed i praksis,« siger Simon Overby Kristensen.

Pas på naturen

Kristendemokraterne ønsker i øvrigt at forenkle reguleringen af landbruget og bakker også op om blå bloks forslag om at give landbruget lov til at gødske mere.

Dog under den klare forudsætning, at det ikke går ud over natur og miljø.

»Det skal afpasses, så naturen kan bære det. Det er vigtigt for os, hvis vi skal lægge stemmer til de borgerlige landbrugsforslag - ellers er vi ikke med,« siger Simon Overby Kristensen.

Ønsker arbejdsro

Han mener samtidig, at det er »udtryk for manglende respekt, når landbruget oversvømmes med stadig flere krav og administrative byrder.«

»Mange landmænd sukker efter arbejdsro, så de kan passe deres bedrift og blive fortrolige med de regler, der allerede i indført.«

Og så er der de regler, som virker mod hensigten, som f.eks. reglerne for jordbearbejdning i efteråret, der har til hensigt at nedbringe kvælstofudvaskningen.

»Desværre umuliggør de samtidig de ukrudtsharvninger, der ellers er en miljøvenlig måde at bekæmpe spildkorn og ukrudt,« konstaterer Simon Overby Kristensen på sin hjemmeside.

»Absurd«

Det mest absurde er dog ifølge Simon Overby, at en række frivillige støtteordninger til miljøskånsom landbrugsdrift, er så bureaukratiske, »at nogle landbrugsrådgivere direkte fraråder landmændene at bruge dem.«

»Det må man da kalde ærgerligt!«

Driver 40 hektar

Simon Overby Kristensen er selv en mindre, konventionel mælkeproducent med 40 køer og 40 hektar.

Han er folketingskandidat for Kristendemokraterne i Horsens-kredsen.

Valgprognoserne spår ikke de helt store chancer for, at Kristendemokraterne kommer over spærregrænsen på valgaftenen, men Simon Overby er optimist.

»Jeg tror, vi kan hente meget ind i afslutningsdebatterne. Hver gang Stig (Grenov, partiformand, red.) har været der, vokser vi i meningsmålingerne. Så vi har en god fornemmelse.«

 

LÆS INTERVIEWS MED FØDEVAREORDFØRERE

Landbrugsavisen.dk har interviewet alle ordførere og stillet kritiske spørgsmål til deres landbrugspolitik. Bliv klogere på deres holdninger i vores interviews.

Mette Bock: Vi vil bide VKO i haserne efter valget

Venstre: Valget er afgørende for »det landbrug, vi kender«

DF-politiker: Kvælstof-debat løber let af sporet

Konservativ: Undergødskning koster regnskov i Sydamerika

Kristendemokrater vil bevare selvejet med loft over landbrugsstørrelser

Radikale: Ingen grund til at lempe gødningsregler

S-politiker: Landbruget har malet sig op i et hjørne i miljødebatten

Alternativet: Landbruget skal være 100 pct. økologisk om 25 år

SF: Landmænd skal dele gevinsten ved mere gødskning

Enhedslisten: Drænvandsmålinger kan ikke bruges til noget

PARTIERNES LANDBRUGSPOLITIK: 

LandbrugsAvisen har bedt alle partierne svare på tre centrale spørgsmål om landbrugets fremtid. Se deres svar her.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle