Kulegravning af grundvandstal - BL kræver EU på banen

BL-advokat kræver, at EU-kommissionen kommer på banen som led i ministers beslutning om kulegravning af grundvandstal og EU-beretninger. Advokaten vil have Europas vagthund på banen indtil der er styr på fortid og fremtidig regulering af dansk landbrug.

BL-advokat Hans Sønderby Christensen, som i sidste uge beskyldte Miljøstyrelsen for EU-traktatbrud, og som var i åben diskussion med ministeren om EU-tallene på BL`s generalforsamling, ser ikke grund til at holde de 200 tiltalte familier på anklagebænken i gødningsstraffesager længere efter, at ministeren har besluttet en kulegravning af de danske målinger og EU-indberetninger.
 
Ifølge ham står Landekvoten for fald, og bare den omstændighed, at der nu sker kulegravning bør få straffesagerne til at falde.
 
Han kræver som led i kulegravningen, at EU-Kommissionen kommer på banen med henblik på at rydde op i fortid og fremtid. Det strider klokkeklart mod EU-retten at have et uigennemsigtigt system, hvor en dansk miljøstyrelse kan tiltage sig kompetence til at sige, at Bæredygtigt Landbrug ikke kan stole på, hvad EU-Kommissionen skriver til et EU-parlamentsmedlem om den danske overvågning.

Han mener, at det strider mod det EU-retlige transparensprincip, at EU-Kommissionen ikke ved, at et medlemslands indberetninger ikke er repræsentative. Desuden er medlemsstaterne forpligtet til loyalt at orientere EU-Kommissionen om alle detaljer i deres overvågning. Også Traktatens loyalitetsprincip er derfor tilsidesat.
 
"Det er derfor helt afgørende, at Europas vagthund kommer på banen. Den vagthund er landmændenes garant for fremtidig regulering, som er styret af jura, som ”ligger midt på vejen” og som ikke er baseret på juridisk vinkelskriveri styret af Ida Auken og den danske venstrefløjs støtter i centraladministrationen," udtaler Hans Sønderby Christensen.

" "Efter dette her uskønne forløb, må landmændene stille det spørgsmål til politikerne, om man nogensinde tør tro på, at den danske centraladministrations EU-implementering ligger midt på vejen." Nogenlunde sådan sagde professor Peter Pagh i 2011, og beskyldte Miljøstyrelsen for magtmisbrug, og i dag forstår jeg godt, at Miljøstyrelsen ikke anklagede ham for injurier for at gøre det," udtaler advokaten.
 
"Jeg har hørt ministeren sige, at man skulle etablere et nationalt råd, som skulle holde øje med EU-indberetningerne. Det er ikke et råd, som har rod i EU-retten eller som har EU-retlige beføjelser, og jeg kan derfor ikke anbefale at tage imod invitationen fra ministeren til Bæredygtigt Landbrug, som alene er optaget af at reguleringen foregår i Danmark på vilkår, som skal være mindst lige så gode som i de andre EU-lande. De danske indberetninger til EU er et mellemværende mellem den danske regering og EU-Kommissionen, og de skal opfylde transparensprincippet, det vil sige, at alle tal skal være offentligt tilgængelige. Tallene bliver hverken bedre eller ringere af at blive diskuteret igennem i flere uforpligtende fora,"siger han.
 
Han undrer sig over ministerens adfærd.

"Først skulle BL`s juridiske indsats hånes på generalforsamlingen for at bringe de 20 % på banen, så tog organisationen bladet fra munden for alvor, og diskuterede i ugevis åbent med hans embedsfolk, som ikke kunne forhindre, at ministeren blev kaldt i samråd. For at undgå det, iværksætter ministeren så en kulegravning," siger han.

 Det er ifølge advokaten en helt utilstrækkelig måde at levere en EU-retlig beklagelse til de 5-600 deltagende landmænd på BL`s generalforsamling på. Han er skuffet over, at ministeren ikke leverede en ordentlig undskyldning til landmændene i form af en strakskorrektion, som kunne have skabt ro om familiens økonomi, vækst og fremgang for landbrugsfamilier.

"Dansk landbrug har været reguleret EU-stridigt alt for længe. Det havde klædt ministeren at bringe det til ophør nu," slutter advokaten.
 
 
 
 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle