Kvæg: Europa på vej til flot kornhøst - Danmark halter efter

Mildt vejr har givet en lovende start på sæsonen, lyder bedømmelsen fra EU-Kommissionen.

Af Jens Kornbeck, analytiker, Agrocura

En mild vinter i Vesteuropa får afgrøderne til at se bedre ud på nuværende tidspunkt sammenlignet med de seneste fem år. Derfor forventer kommissionen udbytter lidt over fem års gennemsnit for Europa. Danmarks status er en lille tilbagegang i forventet femårs-udbyttet, men naturligt højere udbytter end sidste år.

Til trods for hård kulde i Østeuropa i løbet af vinteren, ser de fleste afgrøder ud til at have klaret vinteren godt.

Hvede: 57,6 hkg i snit

Aktuelt vurderes hveden i Europa til at give et trendmæssigt gennemsnitligt udbytte på 57,6 hkg pr. hektar, hvilket er 2,8 procent højere end gennemsnittet de seneste fem år, og hele 7,4 procent højere end sidste år. I Danmark ligger vi aktuelt til 74 hkg pr. hektar, hvilket er -0,4 procent i forhold til gennemsnittet, men 2,8 procent over niveauet fra sidste år.

Samme udvikling er gældende på vinterbyg, hvor Europa i helhed er sat til at få et noget bedre udbytte end både sidste år og femårs-gennemsnittet, mens Danmark har svært ved at nå tidligere tiders udbytter.

Meget kan dog ske endnu, og skindet skal ikke sælges inden bjørnen er skudt. Men alt i alt en god start ud af vinteren for Europas kornproduktion.

Dette har sammen med en stærkere euro og regn til USA's vinterhvede været med til at tage pusten fra Matif-møllehvede. Maj-terminen lukkede i går i 165,75 euro pr. ton, og er igennem marts faldet 11 euro, svarende til 8,25 kr. pr. hkg.

Det er et vigtigt støttepunkt for prisen - for det er tredje gang, vi berører dette lavpunkt siden juli, uden at være under. Vi forventer, at niveauet aktuelt bevares her for fjerde gang.
 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.