Analytiker hæver sin forventning til mælkeprisen

Analytiker Palle Jacobsen, Agrocom, hæver sin forventning til mælkeprisen i 2017 fra 2,50 kr. pr. kg til 2,60 kr. pr. kg.

"Overhalet af virkeligheden"

Det er overskriften på Agrocoms mælkeanalyse, de har sendt ud tirsdag. Bag Agrocom står analytikeren Palle Jacobsen.

Agrocoms sidste vurdering, fra august, var, at mælkeprisen skal stige til 2,50 kr. pr. kg i 2017, men den vurdering hæver han nu med 10 øre til 2,60 kr. pr. kg i 2017.

Priserne på spotmarkedet har ikke været så høje i forhold til afregningspriserne på mælk siden prisrallyet i 2012 og 2013, noterer Palle Jacobsen.

Omvendt plejer spotpriserne at falde frem mod årsskiftet, siger han.

"Vi tror derfor ikke, at der er voldsomme stigninger i afregningspriserne i vente i den sidste del af året, men at spotpriserne i stedet vil korrigere tilbage til afregningspriserne frem imod årsskiftet. Vi sætter således vores forventninger efter en lille stigning mere på 10 cent svarende til 7,50 øre pr kg i afregningsprisen, og at afregningsprisen således når op til 2,25 kroner inden årsskiftet," skriver Palle Jacobsen.

For 2017 har Palle Jacobsen kigget nøjere på de grundlæggende tendenser på råvaremarkedet, og han noterer, at smørpriserne i Europa er steget stort, og at de er hevet op på grund af stigende priser på vegetabilske olier og efterspørgsel fra is-industrien i Europa på grund af en varm sensommer.

Skummetmælkspulverprisen er ikke steget i samme hast, skriver Agrocom.

"Der kan selvfølgelig blive tale om en opjustering af forventningerne på et senere tidspunkt, men som vi ser det, står og falder den opjustering med udviklingen i priserne på skummetmælkspulver. Vi SKAL se en forbedring af priserne på skummetmælkspulver på det fysiske marked i Europa, hvis afregningspriserne på mælk skal gå over 2,50/2,60 kroner i løbet af det kommende år. Smørpriserne er nemlig steget meget og de kan ikke fortsætte med at trække læsset alene," skriver Agrocom.

Fra 2018 til 2020 forventer Agrocom afregningspriser imellem 2,50 og tre kroner.

Faktaboks

Mælkeanalysen udsendes af Agrocom en gang om måneden og er gratis, hvis man opretter en bruger.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.