Arla: Nigeria er porten til voksende afrikansk marked

Arla har fået en fod indenfor på det afrikanske kontinent, hvor en voksende middelklasse kan blive en lukrativ forretning.

Når man som dansk direktør for Arla i Afrika arbejder med at udvikle et marked i Nigeria, så kan man støde på lidt alternative problemstillinger.

”Nigerianere og Vestafrikanere er ikke vant til smagen af frisk mælk, som vi kender det. De drikker selvfølgelig mælk, men er vokset op med smagen af pulvermælk, der er blandet op med vand eller kondenseret mælk, der er mere tyktflydende,” direktør for Arla i Afrika, Steen Hadsbjerg.

Han står i spidsen for at gennemføre en ny strategi fra Arla i Afrika i landene syd for Sahare, der frem mod 2020 skal sikre koncernen en solid bid af det voksende marked i Afrika, som er et af Arlas seks kerneområder for markedsudvikling.

Målsætning: At omsætningen skal stige fra 100 mio. euro om året til godt 300 mio. Euro i 2020.

”Vi har været i Afrika i mange år, og det er et stort og meget interessant marked, med mange muligheder. Udviklingen går hurtigt lige nu. Der er en voksende middelklasse, hvor folk skaber nogle forbrugsvaner, der er påvirket af vestlig kultur igennem for eksempel de borgere, som har boet og arbejdet i udlandet, og er vendt hjem. Så der er en voksende efterspørgelse efter produkter og brands som de kender fra vesten, og ved hvad står for,” siger Steen Hadsbjerg.

Blandt andet er pizzaer blevet populært at spise og det giver en større efterspørgelse på Mozzarella ost og forbrugsvaner, der ligner dem som vi kender i Europa, åbner et marked, hvor Arla vurderer, at de har gode muligheder for at vinde store markedsandele.

”Der er rigtig mange aktører, der lige nu forsøger at komme ind på markedet, men vi har et stærkt brand i Arla Dano brandet, der er kendt som et kvalitetsprodukt, og det brand bygger vi videre på. Målet er inden for fem år at få markedsandele, hvor - hvis vi ikke er nummer et - så er vi som udgangspunkt nummer to,” siger Steen Hadsbjerg.

Lokalt samarbejde

Arla har valgt Nigeria som kerneland for deres ekspansion i Vestafrika, fordi det er det største marked i Vest Afrika, og en forbrugskultur, der traditionelt forgrener sig til de omkringliggende lande.

”Det er suverænt Afrikas største marked. Hver femte afrikaner er enten nigerianer eller kommer derfra, derfor er landet traditionelt en kulturbærer, hvorfra fødevarekultur spreder sig,” siger Steen Hadsbjerg.

Det er udover Nigeria landene Senegal, Elfenbenskysten og Ghana, som Arla satser på som kernemarkeder, hvor der etableres lokale selskaber, der distribuerer i det pågældende land, og til de omkringliggende lande.

Arla blev i september færdig med et nyt mejeri i Nigerias hovedstad Lagos, hvor især mælkepulver skal forarbejdes til det afrikanske marked.

Til hjælp med salg og distribution har Arla indgået et samarbejde med et stort lokalt selskab Tolaram Group. Tolaram Group er Nigeria’s største salgs og distributionsselskab og har både salgsstyrken og distributionsnetværket til at sørge for, at Arla’s produkter kan købes overalt i Nigeria i fremtiden.

”Vi venter os meget af det samarbejde. De har størrelsen til at matche vores krav og behov, og vi deler værdier og måde at drive forretning,” siger Steen Hadsbjerg.

Ingen afrikanske andelshavere

Efter planen, skal der lige så stille investeres i yderligere mejerier i Afrika, men lige nu er der ingen udsigt til, at afrikanske mælkeproducenter bliver andelshavere i Arla.

”Mælkepulver er den største varegruppe fuldt af yoghurt og drikkeyoghurt, men vi ser også store muligheder i at sælge langtidsholdbar mælk med smag samt ost. Selvfølgelig er det også planen at promovere et af vores stærkeste brands nemlig Lurpak smør. Fælles for det hele er, at det skal være nemt at forarbejde og distribuere,” siger Steen Hadsbjerg.

Arla har allerede succes med at sælge skolemælk ud af re-hydreret mælkepulver, der er pakket i Nigeria, og vurderingen fra Arla er, at der i fremtiden kommer et lukrativt marked for de aktører, der tænker langsigtet.

”Landmændene og Arla har nogle udfordringer her og nu på mælkeprisen og alle i Arla arbejder på at sikre  bedre priser på mælk, men når vi arbejder på at udvikle et marked som i Afrika, så er vi nødt til også at tænke langsigtet. Forbrugerne i Afrika er der, der er en stor befolkningstilvækst og folk flytter til byerne. Kunderne vil gerne have kvalitetsprodukter, og selv om købekraften lige nu er presset en smule på grund af lave oliepriser, så tror vi på markedet i Afrika, og derfor vil vi fortsætte med at udvikle dette marked,” siger Steen Hadsbjerg.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.