Arla: Opsving i mælkepris et halv år tidligere end ventet

Arla-chef Peder Tuborgh glæder sig over, at de globale mælkepriser igen er på vej op.

I to måneder er prisen steget på den internationale mælkebørs, GDT. De sidste to auktioner er endda gået omtrent 10 procent op hver især.

Det glæder Peder Tuborgh, adm. direktør for Arla Foods. Han kalder børsen for 'meget trendsættende i verden'.

”Det er voldsomme vækstrater, men man skal huske på, at det kommer fra et meget, meget, lavt niveau. Men det er en positiv tendens, som vel alle i branchen, inklusiv mig selv, først havde forventet skulle komme i slutningen af kvartal tre. Den kommer nu," siger Peder Tuborgh til Landbrugsavisen.dk.

GDT har efter en stigning tirsdag fundet tilbage fra niveauet fra juli sidste år, men det er stadig på kun 64 procent af niveauet fra februar sidste år, hvor prisen begyndte at falde.

Opsvinget er også positivt for Arla, men der vil gå noget tid, før det for alvor slår sig igennem i form af højere afregningspris til andelshaverne, siger Peder Tuborgh.

"Nu udgør det en relativt lille del af Arla Foods. Så vi skal se, at dette varer ved et stykke tid, nogle uger eller måneder, og så vil vi se undervejs, at det begynder at sætte sig i en ny inflation på detailmarkedet inde i Europa. Der er vi lidt fra endnu, men fortsætter det, så kommer vi også dertil, og så vil det for alvor sætte sig i en opadgående trend på mælkeprisen."

"Hvad det kunne blive til er simpelthen ikke fornuftigt at udtale sig om endnu, for det er helt, helt ny tendens, vi ser," siger Arla-chefen.

Prisstigningen skyldes, at det globale udbud af mælk faldet, siger Arla-chefen. En tørke down under spiller ind.

"Helt isoleret skyldes det, at new zealænderne og australierne har mindre udbud. Det har de klassisk set på denne tid af året, men det, der præger det lige nu, er, at der tilsyneladende er opstået tørke i den sydlige del af området i Oceanien, hvilket gør, at udbuddet er betydeligt lavere, end dét, de selv havde forventet. Det er klart, at det sætter sig med det samme psykologisk i branchen, hvilket presser priserne op på det område," siger Peder Tuborgh.

Udbuddet er også stagneret eller direkte faldet i Europa, påpeger han.

"Hele 2014 og langt ind i december har vi set vækst på tre til fire procent i nordeuropæiske lande. Den vækst er lige efter nytår vendt og blevet plus/minus nul, nogle steder sågar minus en procent, og det er en helt ny trend og måske overraskende for mange," siger Peder Tuborgh.

"Det handler jo også om, at mange bremser op frem mod kvoteåret. Det er også med til at sætte skub i de trading room, der er inde i Europa, og der ser vi nogle udviklinger på oste, heriblandt mozarella, der kommer ud af Rødkærsbro, der begynder at vende positivt i prisen. Så der er flere signaler, som vel alt sammen handler om, at udbuddet er mindre. Om det er der Oceanien eller Europa, eller hvor vi kigger hen, så handler det om, at udbuddet er mindre, og det vender markedet, for efterspørgslen er rimelig konstant. Vi har haft en særlig sag i Kina i det forgangne år, men efterspørgselseffekten er ellers rimelig konstant.

 

 

 

Emneord mælk, mælkepriser

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.