DF'er: Franskmændene er egoister – det skal vi også være

Franske politikere fik i går trumfet en støtteordning igennem, der gavner Frankrig, men ikke Danmark. Vi skal være egoister ligesom franskmændene, mener DF-parlamentariker Jørn Dohrmann.

Mens Esben Lunde Larsen har været ude og slå fast med syv-tommer søm, at danske landmænd ikke kan se frem til ekstra støtte, så har franske politikere været ude og gøre det modsatte.

De vil støtte deres landmænd, og det er blevet en realitet med den nye støtteordning, der blev vedtaget i går i EU-parlamentet.

"De franske politikere hernede er typisk egoister, og de siger: Vi skal have lov til at hjælpe vores landbrug. De går meget op i beskæftigelsespolitik og arbejdspladser, samt et ønske om lokalproduceret produkter. Det kan de danske politikere godt lære af. De franske politikere har en stolthed, som de danske mangler," mener EU-parlamentariker for Dansk Folkeparti Jørn Dohrmann, som har sæde i EU-Parlamentets Landbrugsudvalg.

De franske parlamentarikere har været meget klare i mælet under forhandlingerne og kom med flere tiltag, hvorpå de kunne få lov til at støtte deres landbrug mere.

Det er trist, at der sker en skævvridning hos landbruget i medlemslandene, mener DF-politikeren.

"EU-kommisæren skulle have haft for øje, at ordningen ville give ulige vilkår. Det er hans job at sørge for ens vilkår for alle EU-medlemslande. Jeg er dybt skuffet over denne pakke, der er lagt frem her," siger han.

Danmark skal ind i kampen

Danmark har mange særregler. Flere end for eksempel Frankrig og Tyskland. Derfor gør det det endnu sværere for det danske landbrug at hamle op med det tyske og franske efter den nye ordning. For Jørn Dohrmann burde politikerne vende blikket indad for at finde en løsning, så det danske landbrug kan løfte sig uden støtteordningen.

"De burde tænke over, om man kunne lette jordskatten, så landmændene ikke har den at tænke på. Derudover skal man finde ud af, hvordan udbud og efterspørgsel skal være. De danske politikere skal ud og revidere deres krav til landbruget, så det matcher mere til kravene i andre europæiske lande," siger han.

Jørn Dohrmann ser dog helst, at vilkår skal være ens for alle. Det er det EU er til for. At have et fælles landbrug, mener han.

"Men i bund og grund synes jeg, at man burde finde en løsning, der er ens for alle, og midlerne skulle findes hos EU," siger han.
 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.