Dobbelt så mange Arla-bønder knækket i år

Mange af Arlas mælkeproducenter har problemer for tiden.

I år har 65 Arla-andelshavere indstillet leverancerne, fordi de var gået konkurs, på tvangsauktion eller taget i brugeligt pant. Det er dobbelt så mange som sidste år, hvor det skete for 27 Arla-bønder.

Det skriver Jyllands-Posten.

Jan Toft Nørgaard, næstformand i Arla, påpeger, at mange faktorer lige nu presser mange mælkeproducenter.

Kombinationen af lave mælkepriser, tab på grund af finansielle instrumenter som rente- og valutaswaps, samt faldende jordværdier har været en hård cocktail.

"De mister på en gang deres arbejde, deres livsværk og familiens hjem, som i nogle tilfælde endda er en slægtsgård.

Det er meget hårdt psykisk at ende i den situation, og der er typisk tale om mennesker, som har kæmpet i årevis for at redde gården. Der findes næppe andre erhvervsgrupper, som er parate til at presse sig selv så hårdt i så lang tid for at redde deres arbejdsplads. Som landmand føles det nærmest som et ærekrænkende nederlag at skulle give op," siger Jan Toft Nørgaard til avisen.

Han påpeger, at mange landmænd er dygtige og hurtigt finder nyt arbejde.

Seges vurderer, at 80 pct. af mælkeproducenterne kører med likviditetsunderskud ved de nuværende mælkepriser.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.