Dohrmann: redningspakken redder ikke én kvægbruger

EU’s redningspakke til kvægbruget skal følges op af danske politikere, hvis den skal batte, mener Jørn Dohrmann.

»Det er da godt de begynder at gøre noget, men redningspakken kan slet ikke stå alene.«

Sådan lyder det fra Jørn Dohrmann, medlem af EU-Parlamentet for DF, om den redningspakke til kvægbruget, som EU-kommissionen præsenterede i dag. Han har regnet ud, at de 70 mio. kr., af redningspakken, der skal gå til danske producenter, svarer til 21.000 kr. pr. mælkeproducent.

»Jeg tvivler på, at én eneste landmand kan berolige sin bank ret meget med sådan et beløb,« siger han.

Strukturelle problemer

Jørn Dohrmann mener, at problemerne for mælkeproducenterne er langt mere strukturelle og for dybe til, at man endnu engang forsøger sig med en økonomisk saltvandsindsprøjtning. Seneste hjælpepakke kom så sent som i september 2015.

For danske landmænd er det også et væsentligt problem, at konkurrencevilkårene mellem medlemslandene er for skæve. Danske mælkeproducenter ville kunne hjælpes på vej ved at fjerne overimplementering og møde Danmark med miljøkrav, som er tættere på de øvrige medlemslande, mener han.

Markedsproblem

Men Særligt sanktionerne mod Rusland har ramt markedet for mælk og mælkeprodukter rigtig hårdt. Rusland stod for at aftage 13 procent af den samlede EU-eksport af mælk, før sanktionerne ramte, 32 pct. af EU’s oste og 24 procent af EU’s smørproduktion.

»Det siger sig selv, at 500 mio. euro i længden ikke kan rette op på den bekymrende og ustabile markedssituation, som den udenrigspolitiske krise med Rusland har kastet EU ud i. Man kan blive ved med at pumpe midler ud. Det bliver dog i længden ikke til meget mere end et kunstigt åndedræt. Stabile handelsrelationer er hvad, der for alvor rykker ved noget og kan hjælpe mælkeproducenterne,« siger Jørn Dohrmann.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.