Dyrevenner kritiserer: Nyt dyrevelfærdsmærke blåstempler konventionelle grise

Landbrugspakken afsætter 17 mio. kr. til et nyt, statsligt dyrevelfærdsmærke. Dårlig idé, mener Dyrenes Beskyttelse.

Et nyt, statsligt dyrevelfærdsmærke til 17 mio. kr. skal ramme butikkernes kølediske med svinekød inden årets udgang.

Det vedtog partierne bag den politiske aftale om landbrugspakken, som blev indgået kort før jul.

17 mio. kr. over fire år

Her blev aftaleparterne (Regeringen (Venstre), Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative) enige om at afsætte 17 mio. kr. over fire år (2016-2019) til et statsligt dyrevelfærdsmærke.

»Det er vi rigtig glade for. Det vil komme til at virke i alle supermarkeder, så man kan se, at her er nogle dyr, der har haft det rigtig godt,« sagde Dansk Folkepartis ordfører Lise Bech, der betegnede mærket som sin særlige mærkesag, ved præsentationen af aftalen om landbrugspakken.

»Ikke behov for nyt mærke«

Men de penge, kunne man med fornuft have sparet sig, mener Dyrenes Beskyttelse.

Her har man svært ved at se idéen og mener, at det nærmere vil vildlede forbrugerne at introducere endnu et dyrevelfærdsmærke.

»Vi hilser alle initiativer, der sikrer mere dyrevelfærd i landbruget, velkommen. Men mærkerne findes allerede. Ø-mærket og »Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse« er to veletablerede mærker, der garanterer høj dyrevelfærd i produktet,« siger direktør for Dyrenes Beskyttelse, Britta Riis, i en pressemeddelelse.

»Derfor giver det ingen mening at bruge 17 mio. kr. på endnu et mærke.«

»Vi er bekymrede for, at endnu et mærke vil vildlede forbrugerne. Forbrugerne har brug for færre – ikke flere mærker – når de skal træffe valg, der både er gode for dyrene, miljøet og deres egen sundhed,« siger Britta Riis videre.

Supermarkeder glade

Ganske andre toner lyder imidlertid fra Danmarks største detailhandelsvirksomhed, Dansk Supermarked Group.

Her hilser man et nyt, statsligt dyrevelfærdsmærke velkommen.

»Forbrugerne efterspørger mere gennemsigtighed og et større vareudvalg på dette område, og det vil et statsligt mærke kunne bidrage til,« siger CSR-chef i Dansk Supermarked Group, Helene Regnell, i en pressemeddelelse.

Hun mener, at et statsligt mærke vil kunne give dyrevelfærden et generelt løft på samme måde som Nøglehullet og Ø-mærket på henholdsvis sundhed og økologi.

Dansk Supermarked Group omfatter kæderne Netto, føtex, Bilka og Salling.

Trestjernet dyrevelfærd

Ifølge aftalen om landbrugspakken skal det nye dyrevelfærdsmærke i første omgang introduceres for svinekød, men vil senere kunne udvides til andre dyrearter, som f.eks. fjerkræ.

Mærket skal være et »paraplymærke« i tre niveauer, hvor de strammeste og mest kostbare dyrevelfærdskrav belønnes med tre stjerner.

På svineområdet vil de mest afgørende kriterier være, om søerne har været fritgående i hele produkionsforløbet, om halerne er hele uden halekupering eller halebid, om der er halm, mere plads og mindre transporttid.

Staten blåstempler produktion

Hos Dyrenes beskyttelse mener man, det er problematisk, hvis konventionelle grise skal kunne bære en dyrevelfærdsstjerne.

»Den industrielle svineproduktion er en af de mest problematiske, når det kommer til dyrevelfærd. Vi risikerer med denne gradbøjning, at dårlig svineproduktion bliver blåstemplet af staten,« siger Britta Riis.

Faktaboks

  • Planen om det statslige dyrevelfærdsmærke går tilbage til svinehandingsplanen, som blev vedtaget i marts 2014.

  • Udviklingen af mærket har alllerede været i gang en tid - Dansk Supermarked Group har været med i arbejdet.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.