Erhvervsøkonomisk chef: Produktion af mælk og svinekød vil stige i 2017
Seges’ analyse af konjunkturforventninger, Landmandsbarometeret, viser, at mange landmænd forventer at øge produktionen i 2017.

Danske landmænd forventer, at de i 2017 vil hæve produktionen. Det viser en ny måling i Seges’ Landmandsbarometeret, der to gange om året spørger over 2.000 landmænd om deres forventninger til fremtiden.

I de to største produktionsgrene, slagtesvin og mælk, faldt produktionen i 2016, men ind i 2017 vil produktionen stige igen, forventer erhvervsøkonomisk chef hos Seges, Klaus Kaiser, med baggrund i undersøgelsen.

”Vi skal nok ind i slutningen af 2017, før vi for alvor ser, at produktionen stiger, men der tror jeg så også, den kommer,” siger Klaus Kaiser.

Landbrugspakken har medført, at planteavlsproducenterne har udsigt til større udbytter i 2017. Det medfører også bedre foderkvalitet.

Mælkeproducenterne har flere skruer at dreje på for at øge mælkeproduktionen, for eksempel ved at give køerne mere kraftfoder, øge antallet af daglige malkninger, reducere antallet af slagtninger og fylde staldene op.

For svineproducenterne har der siden andet kvartal 2016 været stigende priser, så de i dag er på et attraktivt niveau. Det tager dog stadig nogen tid for svineproducenterne at skrue op for produktionen, hvilket betyder, at vi nok skal hen i andet halvår, før produktionen vil stige, forventer Klaus Kaiser.

Klaus Kaiser tror på, at både mælke- og svinemarkedet er inde i en stabil periode. Efterspørgslen, eksempelvis fra Kina, er stærk, siger han.

”Der er en rimelig solid bund under både svine- og mælkemarkedet , så jeg tror ikke, at der i 2017 er risiko for store tilbagefald,” siger Klaus Kaiser.

For mælkemarkedet er der en del mælkepulver på lager, men Klaus Kaiser tror ikke, at det betyder, at mælkemarkedet står over for tilbagefald. Seges forventer svagt stigende mælkepris udover den stigning, som Arla allerede har meldt ud for januar.

”Samlet set vil der være god efterspørgsel efter mælkeprodukter, selvom der kan forekomme en mindre skævvridning mellem produkterne, så der vil fortsat være stort behov for råmælk,” vurderer Klaus Kaiser.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.