EU forlænger krisestøtte til mælkebønder

EU's støtte til privat oplagring af smør og skummetmælk fortsætter.

Støtten til privat oplagring af smør og skummetmælkspulver vil fortsætte frem til d. 30. september 2016.

Det fortalte EU's landbrugskommissær, Phil Hogan, på et møde i EU-Parlamentet onsdag. Beslutningen er truffet af medlemslandene i et EU-udvalg.

Krisestøtten blev indført forrige sommer - i 2014 - som reaktion på Ruslands embargo mod vestlige fødevarer. Støtten til privat oplagring er blevet forlænget tre gange.

"Vi ønsker, at vores landmænd og mejerier får en fair pris for deres hårde arbejde," sagde Phil Hogan i EU-Parlamentet.

Sammenlagt 224.525 ton mejeriprodukter blev sidste år oplagret midlertidigt i EU – enten via EU's egen indgriben eller privat oplagring, skriver Udenlandske mejerinoter fra Landbrug & Fødevarer.

I alt 40.280 ton skummetmælkspulver kom på interventionslager. Største mængder kom fra Belgien (16.664 ton) efterfulgt af Litauen (8.914 ton), Polen (4.423 ton) og Frankrig (3.041 ton).

PSA-ordningen (privat oplagring) for SMP aftog yderligere 42.879 ton. Største mængder kom fra Tyskland (9.011 ton) efterfulgt af Holland (7.356 ton), Irland (6.137 ton) og Spanien (5.753 ton).

PSA-ordningen for smør aftog alt 141.366 ton: Holland bidrog med 61.493 ton efterfulgt af Frankrig (20.478 ton), Irland (19.379 ton) og Tyskland (17.340 ton).

Du kan se oversigten over de lagrede mængder her.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.