Eva Kjer: Kritik af landbrugspakken kom bag på mig

Det var en tydelig rystet, men meget stålsat miljø- og fødevareminister, der torsdag eftermiddag mødte pressen til en briefing i ministeriet.

Den massive kritik, der har været af landbrugspakken, kommer bag på miljøministeren. Eva Kjer Hansen mener, at tallene bag beregningerne af den såkaldte baselineeffekt er fuldt forsvarlig. Derfor inviterede Miljø- og fødevareministeriet torsdag eftermiddag den danske presse til en briefing. 

I det lille lokale var 30 journalister mødt op, hvor embedsmænd og ministeren havde dækket op til en forklaring af beregningerne bag landbrugspakken.

"Det kommer bag på mig, tingene har været lagt åbent frem fra starten af, det er de samme tal, som vi arbejdede med under forhandlingerne, og der er lavet diverse udleveringsnotitser samt Q&A- papirer. De er både sendt over til Folketinget, og de ligger på hjemmesiden. Alle har jo haft rig mulighed for at sætte sig ind i, hvad der er grundlaget for pakken," forklarer hun.

Målløs over høringssvar

Et høringssvar fra forskere ved Københavns Universitet har sået tvivl om de beregninger, der danner baggrund for den nye landbrugspakke. 

"Jeg må sige, jeg er målløs over at forskere kan levere sådan et høringssvar," siger miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.

Hun har i dag, fredag, inviteret forskerne til en drøftelse af, hvad deres kritik går ud på, og så har ministeren inviteret partierne bag landbrugspakken, Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, til en drøftelse på søndag.

Ministeren har ønsket at indføre pakken, så lempelser på blandt andet gødskning kunne træde i kraft i indeværende dyrkningssæson.  

"Som situationen er i landbruget nu - både økonomisk, men også fordi afgrøderne ikke har den kvalitet, som de kunne have, hvis man gødsker optimalt - det får mig til at sige, lad os nu prøve at se, om vi ikke kan få noget trådt i kraft allerede i indeværende dyrkningssæson," forklarer Eva Kjer Hansen. 

Skæve udmeldinger

Tallene gentog ministeriet som værende fuldt forsvarlige. De tog alligevel tid til en grundig forklaring, for at råde bod på det ministeren kalder misforståelser. 

"Jeg har indkaldt til denne briefing, fordi jeg synes, der er så mange misforståelser derude. Forskere kommer i dag med nogle helt skæve udmeldinger. Det var det, der fik mig til at sige, skal vi nu ikke inviterer det samlede danske pressekorps til en gennemgang," siger Eva Kjer Hansen.

fisker ikke efter stemmer

Miljøministeren håber på, at den nye landbrugspakke kan have positive effekter for den danske samfundsøkonomi som helhed. Det er vigtigt, at skabe en stærk branche for de 150.000, der er beskæftiget i den danske fødevarebranche, forklarer hun.

"Det her det handler ikke om stemmer, det her det handler om, hvorvidt vi har nogle rimelige vilkår for at drive landbrug i Danmark," siger Eva Kjer Hansen. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.