Fyn inviterer til faglig kvægkonference

Landbrugets Dag er en nyskabelse hos Centrovice, der slår kvægnøglemøde, svineforum og forårets økonomimøde sammen til en stærk faglig dag med både dybt fagligt indblik og strategisk udsyn for husdyrproducenterne.

Centrovice mestrer den svære kunst at skifte ubesværet mellem nærlyset og det lange lys på sin nyskabelse Landbrugets Dag.

Landbrugets Sag slår årets sædvanlige to husdyrmøder og det årlige økonomimøde sammen til faglig dag med to fælles indlæg og ni stærke faglige indlæg i tre spor torsdag 6. april klokken 10.00-15.30. Dermed erstatter Landbrugets dag også Kvægnøglemødet, svineforummet og forårets økonomimøde. Eller måske er den rette beskrivelse, at de tre fagspecifikke møder ikke erstattes, men slås sammen og løftes op til en dag, der både giver udfordrende benchmark-analyser og detaljerede faglige input til brug direkte i hverdagen på bedriften og samtidig også giver seriøse bud på den nærmeste fremtids muligheder og faldgruber, hvilket er af værdi i den strategiske planlægning.

Stande med fagligt indhold

Nyt er blandt andet, at deltagerne før og efter programmet på Landbrugets Dag samt i den lange frokostpause vil have mulighed for at besøge stande, som omhandler forskellige aktuelle emner såsom Summax, markedsføringspakker til landmænd, handels- og finansieringsstrategi, APV, familiejura, naturpleje og en politisk stand, hvor man kan få en snak med Centrovices bestyrelsesmedlemmer.

»Vi synes, tiden var inde til at udvikle formen på vores møder lidt, så vi samtidig kunne få plads til nogle nye spændende input, både fra eksterne og interne indlægsholdere. Der sker mange ting - blandt andet forretningsudviklingsmæssigt - inden for landbruget i øjeblikket, det vil vi gerne understøtte og dele med vores landmænd og dermed bidrage til deres udvikling,« forklarer administrerende direktør i Centrovice, Louise Helmer.

Tæt kamp i toppen

Det kvægbrugsfaglige program byder på en grundig gennemgang af kvægnøgletallene for 2016, hvor der blandt andet sættes fokus på tendenserne i dem af kvægkonsulent Rik Kool og økonomirådgiver Luise Søvrup. Dette indlæg erstatter det tidligere kvægnøglemøde, som plejer at være lidt af en ’gyser’ på Fyn med pænt mange besætninger i tæt kamp om topplaceringerne.

Derefter giver kvægkonsulent Ulla Hansen og dyrlæge Christian Høj fra Vestfyns Dyrlæger nyttige tip til at sænke kodødeligheden - en indsats, der skruer på rigtig mange af de områder og forhold, der har betydning for at løfte det samlede produktionsresultat.

Inden det afsluttende indlæg om overordnede forbruger- og fødevaretendenser, kan mælkeproducenterne vælge mellem et indlæg om muligheden for at bevare N-kvoten med minivådområder eller få nyttige tip til at gøre ansættelsen af udenlandsk arbejdskraft til en succes for begge parter.

Man tilmelder sig telefonisk hos Centrovice på 7015 9900. Det koster 250 kr. at deltage for den første deltager og 200 kr. for efterfølgende deltagere fra samme firma.

Ved tilmeldingen bliver man spurgt om hvilke sessioner, man ønsker at overvære. Det fulde program kan ses på hjemmesiden www.centrovice.dk

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.