Gylletid fra 1. februar: Tre råd til god udnyttelse af gyllen

Fra 1. februar er det igen tilladt at udbringe flydende husdyrgødning. Se her hvordan du kan optimere udnyttelsen af gyllen.

I år øges N-kvoterne, og så bliver det ekstra vigtigt at kende indholdet af næringsstoffer i gyllen. Ellers risikerer man nemlig enten udbyttetab eller lejesæd, understreger Annette Vestergaard, specialkonsulent hos Seges.

Her er tre gode råd til, hvordan du kan opnå en god udnyttelse af gyllen:

1. Analyser: Prøverne tages lige efter omrøring og lige før udbringning. En analyse koster 220 - 330 kroner. I løbet af det næste års tid vil der komme gyllevogne på markedet, som via sensorer kan måle indholdet af næringsstoffer i gyllen, mens gyllen spredes på marken.


2. Forsuring: I forsøg har der været et merudbytte ved at bruge forsuret gylle i vinterhvede - men med stor variation. Størst fordel af forsuring opnås ved udbringning i varmt, tørt og blæsende vejr, samt i gylle med høj pH-værdi og tørstofindhold.


3. Afgasset gylle: Forsuring af afgasset gylle er ofte for dyrt, da pH er højt i afgasset gylle, og det derfor kræver megen syre. Den høje pH-værdi gør, at vejret har stor betydning for ammoniaktabet ved udbringning. Udbring gyllen ved lave temperaturer og i vindstille vejr.

 

Regler for gylle: Pas på afstrømning

Fra 1. februar er det igen tilladt at udbringe flydende husdyrgødning. Det må dog ikke udbringes på en måde og på arealer, hvor der er risiko for afstrømning til vandløb, dræn, søer over 100 kvm og kystvande. På skråninger med 6-12 pct. hældning mod vandløb skal det nedfældes parallelt med vandløbet.

Det må heller ikke udbringes på vandmættede, snedækkede (90 pct. af arealet med mere end 0,5 cm sne) eller frosne arealer i pløjelagets dybde.

Det er tilladt at udbringe gylle på nattefrost, hvor jordskorpen tør i løbet af dagen.

 

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.