Helt vildt: 40 malkekøer skal leve på flydende farm i hollandsk havn

En farm med plads til 40 malkekøer og mejeri er under opførelse i Rotterdams gamle byhavn.

I flere dele af verden er der mangel på landbrugsjord, men et banebrydende projekt i Holland har måske fundet løsningen på det problem.

I Rotterdam åbner landmand Minke van Wingerden og hendes mand til november nemlig en flydende farm med 40 rødbrogede malkekøer under navnet Floating Farm.

Det skriver Ingeniøren, som har været på besøg i den hollandske by for at høre nærmere om projektet.

På den flydende farm skal besætningen have sin daglige gang på første sal på en 600 kvadratmeter stor platform, der ligger i vandet i byens gamle byhavn. Til tider får de mulighed for at rende op på land ved hjælp af en landgangsbro og derefter græsse på en græsmark på en kvart hektar.

Under førstesalen vil der være mejeri, undervisningslokaler og en gårdbutik for bygens borgere.

Besætningen forventes at producere i snit 800 liter mælk om dagen, og gården vil være løsdrift, så dyrene frit kan gå rundt og opsøge malkerobotten, når tiden er til det. Mælken løber selv efterfølgende ned til mejeriet under gulvet.

Næsten finansieret

Netop nu er man i gang med opbygningen, hvor malkerobotter, solpaneler og affaldsseparationsanlæg vil være at finde på farmen, skriver Ingeniøren.  

Malkerobot og renserobot og ikke mindst gulvet er betalt af sponsorer, ligesom Floating Farm også har fået doneret 17 malkekøer til opstarten.

Køerne skal på den flydende farm gå på gummimåtter med strøelse, små træer skal give skygge og store gennemsigtige buer med solfilm skal overdække køerne, så de ikke sveder, når solen bager.

Selve etableringen vil koste omkring 20 millioner kroner, og platformen bygges af folk, som almindeligvis bygger flydende huse, mens drivhusbyggere klarer selve farmen.

Flere dyr og flere lande

»Verdens befolkning flytter til byerne, og mange af verden største byer ligger ved havet eller ved floder. Hvis vi kan finde ud af at producere frisk og sund mad i byerne ved hjælp af vandet, kan vi både skaffe mere mad, og vi kan genskabe kontakten til naturen. Vi kalder det 'Urban Transfarmation',« fortæller Minke van Wingerden til Ingeniøren.

»Tanken er at arbejde videre med flydende hønsefarme og eventuelt grøntsagsproduktion. Vi vil gerne gøre ting anderledes og eksperimentere med, hvordan vi kan lave forskellige ting,« fortæller Minke van Wingerden.

Den banebrydende idé om den flydende farm har ifølge Ingeniøren også bredt sig til andre steder i verden, hvor storbyer kan se en idé at producere animalsk mad på flydende platforme.

»Vi har allerede fået henvendelser fra Kina og Singapore, der har inviteret os over for at skabe et lignede projekt hos dem,« siger Minke van Wingerden.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.