Her er den rigtige Gyllegate: Tanke er fyldt til randen

Både i Vestjylland og på Fyn meldes om meget begrænset gylleudkørsel, siden sæsonen blev skudt i gang 1. februar. Gylletankene er helt fyldte. AFSTEMNING NEDERST: Mangler du kapacitet i din gylletank?

"Landmændene er klemte lige nu. Al ledig tankkapacitet er fyldt op. Vi har kun kørt meget lidt gylle ud for lige at tage trykket – det er bare 200-300 kubikmeter hist og pist, for at folk så kan hutle sig igennem den næste uge."

Sådan lyder det fra kørselsleder Andy Østergaard, Skamstrup Maskinstation ved Varde  i Vestjylland, om årets gylleudkørsel.

Maskinstationens kunder er primært kvægbrug og ganske få svinebrug, og der anvendes slanger, græsmarksnedfælder og sortsjordnedfælder samt – naturligvis – forsuret gylle.

Venter på Bedre vejr med god N-udnyttelse

Gyllesæsonen blev skudt i gang 1. februar, men hverken vejr eller føret i det vestjyske har været til markarbejde, fortæller Andy Østergaard.

Frost og dyngvåde marker er ikke ligefrem gyllevejr. Landmændene holder desuden igen for at sikre, at kvælstofudnyttelsen i gyllen bliver bedst muligt – hellere vente på bedre vejr end at risikere at våde marker sænker N-udnyttelsen.  

På trods af vejret er det dog muligt at køre gylle ud på lovlig vis. 

"Vi kører selvfølgelig kun ud, når det er fuldt lovligt, fx på optøede græs- eller vintersædsmarker, eller om natten på et let frostlag, som vi ved tør op inden for et par timer," siger Andy Østergaard.

Han har ikke kendskab til, at der er ledig tankkapacitet nogle steder.

"Så det er jo bare en tilstand, vi skal holde kørende, indtil vejret blive bedre. Og så kunne vi jo da godt bruge nogle flere gylletanke i Danmark," siger Andy Østergaard.

Gylle til fynsk vinterraps

På Fyn er det generelle billede det samme som i Vestjylland.

"Det er mit indtryk, at der stort set ikke bliver kørt gylle ud, bortset fra lidt på noget vinterraps," siger chefkonsulent Erik Andkær Pedersen, Patriotisk Selskab, der understreger, at han ikke har det fulde overblik.

"Vi har hørt fra nogle, hvor tankene er ved at være fulde. Men måske skal man så have noget mere tankkapacitet, for man kan ikke regne med at kunne køre gylle ud i februar," siger han.

Har du ledig kapacitet, andre kan leje sig ind i, og bor i et område, der er berørt? Skriv det gerne i en kommentar nedenfor.

Afstemning

Har du brug for mere kapacitet i gylletanken?

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.