Her er hullerne i Arlas ost - og dagens positive nyhed

Omsætningen dykkede og mælkeprisen er laveste i nyere tid. Men der er også lys i mørket i Arlas nøgletal.

De færreste mælkeproducenter vil blive overraskede over at høre, at omsætningen hos Arla faldt med fire procent i første halvdel af året i forhold til samme periode sidste år. Den slags er logik for de fleste, når mælkeprisen er dykket så meget, som den er.

Arla-indtjeningen, som er mælkeprisen inklusive efterbetaling,  faldt i perioden fra 2,52 øre/kg til det laveste i nyere tid; nemlig 2,23 kr/kg.

Men der er også lyspunkter i mørket.

For ser man på selve forretningen, så har Arla formået at rykke på nogle af de afgørende parametre, der skal bringe mælkeprisen op igen.

Det er nemlig lykkedes Peder Tuborgh og Co. at sælge en større andel af mælken som brandede produkter. I 2015 var den såkaldte brand-andel på 41,5 procent, men den er i år vokset til 44,5 procent.

Især Arla-brandet og Lurpak vokser begge pænt, med henholdsvis fem og 7,6 procent. Derimod faldt Castello igen i år med 0,7 procent. Blandt Arlas øvrige varemærker fremhæves Puck-ostebrandet, der steg med 10,2 procent. Mærket er især til stede på eksportmarkederne.

Mindre Trading - men stadig for meget

Omsætningen på det såkaldte trading-marked, altså markedet for handel med råvarer og mælkepulver, har været ubarmhjertig under krisen.

Derfor har Arla en målsætning om at holde trading-andelen under 20 procent af mælkeforbruget. Dette er ikke lykkedes de sidste seks måneder, hvor den endte på 22,5 procent. Men set i forhold til sidste år er andelen dog faldet lidt, fra 22,9 procent.

Målsætningen om at sende mere mælk ud af Europa fortsætter. Nu ryger 19,7 procent af forretningen målt på omsætning ud på vækstmarkederne. Især voksede Kina og Sydøstasien - med 55,6 procent. Også Nigeria strøg fremad med 26,4 procent. Her var startniveauet dog også meget lavt. De mere etablerede og større forretninger i Mellemøsten og Nordafrika steg med 6,8 procent.

Forretningen i USA er ikke kommet i gang endnu, trods en markant satsning siden sidste efterår. Her steg omsætningsvæksten kun med 0,4 procent i halvåret.

Mindre på bundlinjen end bestyrelseskrav

Arlas halvårsregnskab endte med et resultat på 1,82 mia. kr.. Heraf stammer halvdelen dog fra salget af Rynkeby. Ser man på den ordinære andel af bundlinjen, så ligger Arla over sidste års resultat; nemlig med en resultatandel på 2,5 procent. Det er over sidste års andel på 2,3.

Bestyrelsen har som mål, at 2,8-3,2 procent af omsætningen skal ende på bundlinjen, sådan at der kan være til både efterbetaling og konsolidering i selskabet. Det er helt gængs, at selskabet ved halvåret er lidt "bagefter" på resultatet, da den bedste del af indtjeningen ligger op mod jul.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.