Jørn Kjær Madsen: Store landbrug kan fungere uden overenskomst

Mælkeproducent føler ikke, at L&F-formanden bakker ham op.

Mælkeproducenten ved Bramming, der trues af konflikt af 3F, mener, at alle landbrug – også de store, som hans eget – kan fungere godt uden overenskomst.

Jørn Kjær Madsen føler derfor, at de generelle udtalelser, som formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, gav til Landbrugsavisen.dk, ikke bakkede hans sag op.

I artiklen afviste Martin Merrild at give tal på, hvor mange ansatte, et landbrug skal have, før de bør tegne overenskomst. Men Jørn Kjær Madsen bider mærke i følgende citat:

”Så længe vi taler om små, overskuelige bedrifter, hvor man tit har et nært forhold til hinanden, og hvor ting aftales ved køkkenbordet, så er det naturligt, at man kan klare sig uden at være en del af et stort overenskomstsystem,” siger Martin Merrild.

Jørn Kjær Madsen, der har cirka 40 ansatte, føler ikke, at han har fået opbakning med den kommentar.

Samsø får eget slagtehus 4. december · 07:33

”Det, som jeg læser, at Martin Merrild siger, er, at mindre bedrifter er bedre til at tage af deres ansatte. Det føler jeg ikke er korrekt. Det kan godt være, at du på små bedrifter har et meget nært forhold til medarbejdere. Men vi har en HR-medarbejder, der snakker med medarbejdere hver dag – og bytter rundt på vagter, så det fungerer for alle,” siger Jørn Kjær Madsen.

”Jeg har snakket med en anden landmand, der har en stor bedrift. Han sagde, at da han kun havde en ansat, da vidste han ikke meget om ledelse – så måske kørte han en lidt hårdere stil dengang. Nu har han 10 ansatte, og så ved han godt, hvordan han skal lede og motivere sine medarbejdere. Når man har mange ansatte, så ved man også godt, at det koster at skifte ud i medarbejderstaben, og derfor passer man også på sine medarbejdere,” siger Jørn Kjær Madsen.

Han mener selv, at han og familien tager sig godt af sine medarbejdere, uanset at det er en stor bedrift. Han giver eksempler, hvor han og hans kone har hjulpet ansatte med forhold, der tæller udover dét, der normalt forventes af en arbejdsgiver. Eksempelvis siger han, at hans kone har kørt med en rumænsk ansat på fertilitetsklinik, fordi hun havde svært ved at blive gravid.

Jørn Kjær Madsen havde håbet på en mere klar udmelding fra Martin Merrild om, at alle landbrug uanset størrelse kan klare sig uden overenskomst.

”Jeg har altid bakket fuldt op om L&F. Jeg har ikke været medlem af Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter eller Bæredygtigt Landbrug. Jeg har følt, det var nok at lade Landbrug & Fødevarer være mit talsrør. I det her tilfælde føler jeg ikke, at han er vores allesammens formand. Her kunne jeg godt lige tænke, om det er medlemskortet værd,” siger Jørn Kjær Madsen.

Tip os

Kommentarer

Forsiden lige nu