Jubel på dansk fabrik: Vores skårlægger kåret til årets græsmaskine

På deres nye skårlægger fremhæver Kverneland ophænget, som er udviklet med inspiration fra motorsporten.

Kvernelands nye skårlægger 3336 MT Vario, som er produceret og udviklet på Kvernelands fabrik i Kerteminde, har vundet prisen Machine Of The Year i kategorien for græsudstyr på Sima 2017.

Og det vækker naturligvis jubel på den danske fabrik: 

”På vegne af hele holdet bag de nye skårlæggere, er jeg rigtigt stolt over at modtage den prestigefyldte pris.

Da vi udviklede det nye QuattroLink koncept, så vi hurtigt, at vi ville sætte en ny standard for ophæng på skårlæggere – noget som denne pris er et bevis på”, siger Stefan Zimmermann, produktchef for skårlæggere.

Kverneland beskriver maskinen som en professionel skårlægger med en uovertruffen jordfølgevne på grund af  netop det nye QuattroLink-ophæng. Producenten betegner ophænget som et "racerbilophæng", fordi det på både maskine og køretøj har den vigtige opgave at sikre hurtig og stabil tilpasning til underlaget  - og inspirationen kommer faktisk fra motorsportens verden.

Kverneland fortæller således, at QuattroLink- ophænget er bygget meget lig hjulophænget på en bil med fire arme, der forbinder høstenheden med den ramme, der bærer høstenheden. Fordelene er ifølge producenten blandt andet stor bevægelsesfrihed af høstenheden, konstant jordtryk ved brug af variabel arbejdsbredde og kompakt transportmål.

Ny knivbjælke og crimper

Den prisbelønnede skårlægger gemmer på to andre store nyheder.

De nye maskiner er således udstyret med ny knivbjælke, hvor de to enkeltradet lejer ved skiverne er udskiftet med et kraftigt dobbeltradet leje. Kverneland beskriver det som en ekstremt driftssikker konstruktion, og så giver det nye design også et mærkbart, reduceret effektforbrug.

”Hvis du står med et lejehus med de gamle lejetyper og et lejehus med de nye lejer i, kan du ganske enkelt mærke forskel, når du drejer dem med hånden. Det nye leje går markant lettere” siger Mathies Tang-Jensen, produktspecialist ved Kverneland Danmark.

Den anden nyhed finder man ved crimperen. De nye skårlæggere i 3300-serien samt den nye 10,2 meterButterfly er nemlig begge udstyret med en ny crimperplader.

Den nye crimperplade kan justeres både i bagenden, som man kender det, samt som noget nyt også i forenden.

Det er ifølge Kverneland med til at sikre optimalt flow gennem crimperen, både i kortstrået og i høje kraftige afgrøder.

Fordelen er blandt andet, fortæller Kverneland, at i de sene slet, hvor afgrødemængden typisk er lille kan crimperpladen lægges tæt til crimperrotoren i forenden for at få græsset lettere væk fra skiverne.

Indstilling af crimperpladen sker via to håndtag bag på maskinen.

”Ved også at kunne tilpasse åbningen i forenden af crimperpladen har vi givet chaufføren bedre mulighed for tilpasse skårlæggeren til forskellige afgrøder,” siger Mathies Tang-Jensen.

Faktaboks

Machine Of The Year er en pris, der bliver uddelt hvert år på enten SIMA i Paris eller på Agritechnica i Hannover.

Prisen uddeles af en jury bestående af uvildige journalister fra 17 af Europas største landbrugsmagasiner.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.