Kina skærer ned for januar-import af mejeriprodukter

Kinas import WMP (sødmælkspulver) faldt med 13 procent i januar 2017 i forhold til samme måned året før.

Nye tal viser, at Kinas import af mejerivarer i januar 2017 er faldet  sammenlignet med samme måned i 2016. Det sker ovenpå en stigning i importen af mejerivarer, især drikkemælk, fra  2015 til 2016.

Det er dog ikke belæg for at konkludere, at Kina nu er på vej til at skære ned for importen af mejerivarer. Man skal nemlig  tage Kinas januar- og februar-importtal med et gran salt, forklarer chefkonsulent Niels Ole Nielsen, L&F.

Kina har lov til at importere en kvote mejerivarer til lav toldsats, og derfor er importen af mejerivarer i de første par måneder af året altid meget høje, og udviklingen fra år til år i januar-februar er ikke nødvendigvis udtryk for en generel tendens.

"Vi skal se importtal for nogle flere måneder for at kunne sige noget om en eventuel tendens," understreger Niels Ole Nielsen. 

Sødmælkspulver falder 13 procent

De nye tal viser, at den kinesiske import af sødmælkspulver (WMP) i januar 2017 er faldet med 13 procent til 104.000 ton i forhold til samme måned året før. Importen af skummetmælkspulver (SMP) er ligeledes faldet, dog kun med 2 procent  til 33.000 ton.

Der er også nedgang for importen af andre mejeriprodukter. Importen  af valleprodukter er faldet med 22 procent til 34.000 ton. Importen af modermælkserstatning er faldet med 8 procent til 15.500 ton, og den kinesiske import af smør er faldet med 30 procent til 9.000 ton.

Laktose er undtagelsen , der bekræfter reglen, med en stigning med 18 procent til 8.000 ton.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.