Landmand efter beslaglagt kød forsvandt: Det er kørt til Daka

Fødevarestyrelsen beslaglagde tidligere på måneden ulovligt slagtet kød hos en landmand ved Videbæk. I går var forseglingen brudt, og nu advarer styrelsen mod videresalg. Landmand siger, at det bare er kørt til destruktion.

En landmand i Videbæk er for tredje gang kommet i klemme hos Fødevarestyrelsen på grund af ulovlige slagterier på gården.

Tidligere i april var Styrelsens rejsehold ude på et rutinebesøg og fandt et kreatur, to grise og tre lam ulovligt slagtet på gården. Rejseholdet forseglede det ulovlige kød, så det kunne køres til destruktion under Fødevarestyrelsen opsyn. I fredags finder Fødevarestyrelsen så forseglingen brudt og advarede mod videresalg. 

Landmanden afviser dog pressemeddelelsen og siger, at kødet kun var til eget forbrug og er blevet destrueret, skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern. 

"Jeg har slagtet dyrene, men det var til eget forbrug, men Fødevarestyrelsen tror, det var med videresalg for øje. Det var det ikke. Og her er ikke beskidt, og Fødevarestyrelsen tager ingen prøver. De skriver det bare i deres rapport. Men jeg aftaler med Fødevarestyrelsen, at det skal destrueres. Jeg beder derfor Daka hente kødet, og det er sket," fortæller landmanden fra Videbæk til lokalavisen. 

Den selvsamme landmand har to forrige gange været i karambolage med Fødevarestyrelsen i 2008 og 2013, hvor der også blev opdaget ulovlige slagtninger på gården. Sidstnævnte gang beslaglagde rejseholdet forskelligt slagteriudstyr og udstedte en bøde på 40-50.000 kroner, skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.