Landmand: Staldstøtte giver pengeinstitutter et mere positivt syn

Per Futtrup er en glad mand. Han er en af de landmænd, der nu får støttekroner til staldprojekter fra moderniseringspuljen.

Landmand Per Futtrup er en af de 164 mælkeproducenter, der først fik afslag, men nu modtager støttepenge fra moderniseringspuljen. Pengene er kærkomne.

"Det er bare dejligt. Det er skønt at få en positiv nyhed i en svær tid," siger Per Futtrup til Landbrugsavisen.dk. 

Hvor mange støttekroner han har modtaget, vil Per Futtrup ikke oplyse, men pengene skal gå til to byggeprojekter.

"Det drejer sig om to byggeprojekter. En renovering af mit gamle staldanlæg og en udvidelse i en af de eksisterende bygninger. Det er jo fantastisk, for det er noget, man kan mærke. Det gør det også muligt for mine pengeinstitutter at se lidt mere positivt på det hele, så skal jeg ikke optage lige så store lån," siger han.

Per Futtrup er meget tilfreds med det signal, Eva Kjer Hansen sender, og han påpeger, at det er forfriskende og tiltrængt, at man på den måde anerkender landmændenes betydning.

Selvom pengene luner, er det stadigvæk ikke helt nok.

"Pengene er selvfølgelig en kæmpe hjælp, men det er ikke fordi, det giver en bedre mælkepris, og det tror jeg, vi nok er mange, der hellere ville have haft, men alternativet er selvfølgelig, at vi ikke fik nogen penge, og jeg er meget glad for støtten," siger Per Futtrup.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.