L&F og S kræver klarhed om EU-undtagelse

Det vil få alvorlige konsekvenser, hvis kvæg-undtagelsen ikke forlænges, mener Landbrug & Fødevarer.

Det kan få alvorlige konsekvenser for kvægbønder i Danmark, hvis EU ikke forlænger den såkaldte kvægundtagelse. Det vurderer både Landbrug & Fødevarer og Socialdemokraterne.

Derfor kræver de begge klarhed over, om undtagelsen forlænges.

EU-Kommissionen tøver med at forlænge en undtagelse til danske kvægbønder fra EU's regler om gylleudledning.
Den tøven er ifølge Berlingske et resultat af kommissionens bekymringer over manglende miljøhensyn i den såkaldte landbrugspakke, som regeringen og dens støttepartier vedtog i februar.

Der er ifølge Karen Hækkerup, der er administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer, "ingen tvivl om, at det vil få alvorlige konsekvenser", hvis ikke undtagelsen forlænges.

Hun mener, at EU-Kommissionen ikke har forstået indholdet af landbrugspakken til fulde.

- Der er ingen tvivl om, at kvæg-undtagelsen er rigtig vigtig for danske landmænd, siger hun.

- Derfor må EU få sat sig ind i, hvad den her pakke handler om, siger hun.

Socialdemokraterne har indkaldt miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) til et samråd som følge af EU-Kommissionens tøven.

- Vi har hasteindkaldt miljø- og fødevareministeren i samråd for at høre, hvad regeringens plan for at sikre kvægundtagelsen er. Mister vi kvægundtagelsen, koster det mellem 40 og 80 millioner kroner, siger landbrugsordfører Simon Kollerup (S).

- Vi mener, at regeringen bør have en plan for at få kvægundtagelsen hjem igen. Hvis det ikke lykkes, er der ingen vej udenom: Så må man lave landbrugspakken om.

Han undrer sig over, at der ikke er fundet en endelig løsning på, om undtagelsen skal forlænges eller ej.

- Det er fuldstændig uholdbart, at regeringen ikke har styr på kvægundtagelsen. Den er en del af fundamentet under kvægbønders økonomi. Den er presset nok i forvejen, så det chokerer mig, at regeringen vil gamble med kvægbøndernes økonomi, siger Simon Kollerup.

/ritzau/

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.