Mælkeprisen i stigning: Analytiker tror på 10 øre mere inden nytår

Analytiker Palle Jakobsen, Agrocom, forventer en ekstra stigning på 10 øre frem mod nytår på mælkeprisen og yderligere 50 øre det følgende år.

At Arla hæver mælkeprisen med 9,3 øre i dag kommer ikke bag på analytiker Palle Jakobsen, der i 15 år har analyseret råvaremarkederne med Agrocom, som han har stiftet. I flere dage har et rygte om stigninger på omkring 10 øre floreret, sågar omtalt af TV Midtvest.

Mellem linjerne giver Arla et håb til landmændene om yderligere stigninger.

"De kommende måneder ser stabile ud med en positiv tendens," lyder det fra mejeriet.

Palle Jakobsen vurderer, at mælkeprisen skal stige yderligere 10 øre frem til nytår, og at den derefter vil stige 50 øre det følgende år.

Med en prisstigning på 20 øre frem mod nytår er vi stadig på et lavt niveau. Hvorfor stiger prisen ikke hurtigere?

"Det er sådan, at vi mennesker er påvirkede af det, vi kommer fra. Vi har set en stigende produktion gennem længere tid. Det tager tid til, at vi får lukket nok produktion til, at priserne for alvor går i vejret."

"Nu står vi med en lavere produktion, men for at priserne stiger, så er der nogle, der skal være parate til få priserne i vejret, og at nogle siger: Nej, denne pris vil jeg ikke falde til. Når priserne er steget lidt, så vil der være nogle indkøbere, der trækker sig for en periode, så det vil tage tid, før indkøberne vænner sig til, at priserne er anderledes."

"Bunde er store og runde, hvor toppe er mere vilde og langsomme. Sådan er det altid, og sådan kommer det til at gå også her," vurderer Palle Jakobsen.

Han nævner, at en produktionsopbremsning i EU - som er problemmarkedet - fandt sted i juni i år. Der findes endnu ikke tal for juli.

"Det, der hele tiden har været min kæphest, er, at vi skal se en produktionsopbremsning, før vi ser noget ændre sig. Ingen kan holde til at producere med tab, så vi har ventet på en produktionsopbremsning, og den er kommet nu - i form af mennesker drevet ud af erhverv," siger Palle Jakobsen.

God efterspørgsel

"Det, jeg hæfter mig endnu mere ved, på den anden side, er, at vi har set stigende priser på produkter. Der har været markante stigninger på smør, og også skummetmælkspulver er steget."

"De stigninger kommer relativt tidligt i lyset af, at der kun har været en kort periode, hvor produktionen er bremset op. Det fortæller os, at den underliggende efterspørgsel på markedet er rimelig god," siger Palle Jakobsen.

Selvom Kina oplever en aftagende vækst, så er der fortsat en god efterspørgsel fra udviklingsøkonomierne, siger Palle Jakobsen.

"Vi må bare erkende, at kineserne spiser, som de har gjort hele tiden, og de spiser mere og mere. Det kan ses på svinepriserne og mælkemarkedet," siger Palle Jakobsen.

Bankerne sidder med nøglen

Han mener ikke, at en prisstigning på 9,3 øre vil føre til, at landbrug bliver reddet. Det er først, når troen på, at prisen kommer tilbage omkring 2,50 kr. pr. kg, at troen på en fornuftig fremtid vender tilbage.

Det er bankerne, der bestemmer, om landbrug lever videre, og lige nu forsøger bankerne blot at minimere deres tab på landbrug. Der er sågar banker, der ikke vil have nye landbrugskunder ind, selvom landmanden har en god økonomi og en solid egenkapital på bøgerne, siger Palle Jakobsen.

"De 9,3 øre ændrer ikke på det," siger Palle Jakobsen.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.