Mælkeprisens styrtdyk stoppet hos Arla-rival

FrieslandCampina fastholder mælkeprisen på nuværende niveau for juni måned. Arla-rivalen ser nu tegn på bedringer i markedet.

For en måned siden lod FrieslandCampina mælkeprisen falde med hele 2,5 eurocent, svarende til 18,6 ører. Nu lyder der positive toner fra det hollandsk-tyske andelsmejeri.

I en meddelelse oplyser de, at de fastholder mælkeprisen på nuværende niveau for juni måned. FrieslandCampina baserer sig på andre mejeriers afregning, når de fastlægger deres garanterede mælkepris, så det kan dermed ses som, at de ser tegn på bedringer i markedet, trods Arlas sænkning for mælkeprisen i juni til under 2009-niveauet.

"Efterspørgslen efter mejeriprodukter er stabil, og mælkeproduktionen ser ud til at have nået sæsonhøjdepunktet," skriver FrieslandCampina.

Fredag meldte FrieslandCampinas driftsdirektør, COO Bas van den Berg, at stormejeriet vil begynde at hæve priserne på blandt andet ost.

"Mælkeprisen, vi betaler til vores andelshavere, har været på et uansvarligt lavt niveau i flere måneder. Vi signalerer nu de første muligheder for at hæve salgspriserne på en række basale mælkeprodukter igen. Efterspørgslen tager i et eller andet omfang fat igen, og mælkeudbuddet er begyndt at stabilisere sig. De første tegn på forandringer er også mærkbare på verdensmarkedet. Det er vores ansvar at hæve priserne igen, hvor det er muligt," erklærede i Bas van den Berg i en meddelelse på mejeriets hjemmeside under titlen "FrieslandCampina hæver salgspriserne for ost".

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.