Mælkeproducent: Ekstra hænder til malkning giver glade køer

Preben Vingborg har reduceret malketiden og øget køernes hviletid ved at ændre malkerutiner og sætte en ekstra mand i malkestalden.

Mælkekvaliteten er forbedret. Medarbejderne er ikke længere så trætte efter malkning. Og køerne har fået mere tid til at hvile i sengebåsene.

Preben Vingborg, mælkeproducent på Østerbygaard med 550 Jerseykøer ved Hovborg i det sydlige Jylland, har mere end svært ved at finde noget negativt ved, at han har valgt at sætte én ekstra person i malkestalden ved hver af de tre daglige malkninger.

Stik imod det, han kalder en trend i landbruget, nemlig at det giver prestige at knokle løs, har han valgt en anden vej.

»Jeg nægter simpelthen at følge i det spor, at vi bare skal arbejde noget mere. At medarbejderne også bare skal knokle mere og mere. Vi vil ikke slides op,« fortæller han.

Overbemanding

Ændringen i malkerutinerne hos Preben Vingborg skete på baggrund af et indlæg på Kvægkongressen i 2016, hvor der var særlig fokus på at speede malkningen op.

Ved at ændre rutinerne for forberedelse og have ét ekstra sæt hænder til malkearbejdet, har Preben Vingborg skåret en god luns af den samlede malketid, så køerne nu får længere tid til at hvile i sengebåsene. Faktisk har de højtydende Jerseykøer nu 15 timers daglig hviletid, selvom de skal malkes tre gange. Også selve malkearbejdet er blevet langt lettere at udføre, fordi køerne kommer af sig selv, bemærker Preben Vingborg.

De første køer i den 2x24 store Boumatic malkestald er de 48 køer i opstartsholdet. Der er aldrig flere og sjældent færre køer i opstartsholdet, som med 48 køer lige akkurat kan fylde malkestaldens to sider.

Fire personer står klar til at tage imod nykælverne og forberedelsen begynder, så snart første ko har fundet helt frem i malkestalden. Køerne forberedes til malkning i grupper af fire, da det giver den bedste nedlægning af mælken og dermed det bedste malkeflow fra det øjeblik, malkesættet sættes på.

Når opstartsholdet er færdigt, reduceres mandskabet til tre i malkestalden og én ude i stalden, som åbner låger og gør sengebåsene rene.

Tid på malkningen

De nye rutiner for forberedelse er fulgt op med nye procedurer for afslutningen af malkningen. Omkoblingsniveauet er hævet til 900 mL pr. minut, så der er mindst mulig tomgangsmalkning.

I tilgift har Preben Vingborg i samråd med kvægdyrlæge Michael Farre, Seges, indført en maksimal malketid på otte minutter.

»Vi startede med en maksimal malketid på ti minutter, men er nu nede på otte minutter. Det har givet en mere jævn malkning og har vi kun udsat en håndfuld køer, som var meget langsomme og ikke kunne vænne sig til den nye procedure,« fortæller Preben Vingborg.

Og i forhold til at få en mere jævn malkning, var ofringen på de fem køer til at overse, tilføjer han.

Målet er at fem procent af malkemaskinerne skal tages af automatisk, fordi malketiden er udløbet. Preben Vingborg og Michael Farre udelukker derfor ikke, at den maksimale malketid kan komme længere ned end otte minutter.

Den gennemsnitlige malketid er reduceret fra 4,5 til 3,9 minutter og mængden af mælk, som er malket ud indenfor de første to minutter, er steget fra 40 til 48 procent.

En anden faktor, som har bidraget til en hurtigere malkning, er en afkortning af mælkeslangerne, så mælken løber mere jævnt fra mælkecentralen.

 

Faktaboks

550 Jerseykøer på Østerbygaard

11.136 kg EKM pr. ko

Ni mand ansat i staldene

Geometrisk celletal: 110.000

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.